-
Indlæg
-
Jeg ville kæmpe for evigt for mine børn!! Kan slet ikke forstå hvorfor man “giver op” bare fordi det hele bliver svært.
Jeg kender selvfølgelig ikke situationen, men forstår bare ikke hvordan man kan holde op med at kæmpe for sine børn.hvis det var mig, så blev den dag jeg gav op, den dag jeg ikke levede mere, så kort kan det siges.
Som udgangspunkt vil jeg sige, at man selvfølgelig skal kæmpe med næb og kløer for sine børn.
Men kan også godt se,at der er undtagelser ind imellem..
Min svoger fik at vide, at han havde en datter, da hun var 9 måneder gammel, og han pludselig blev indkaldt til faderskabstest osv. Det endte faktisk med at han og moderen gav forholdet en chance, men hun var ikke den rigtige for ham. Efter at han gik fra hende, har hun gjort ALT hvad hun kan, for at holde ham fra pigen.
Nu, et år efter, har han fået en ny kæreste – rigtig sød pige – og an kæmper stadig en kamp i amtet for at få lov at se hende mere end bare 1½ time hver fredag. Det er hårdt for ham og for hans forhold, at de hele tiden skal igennem så mange op – og nedture med eks’en. Heldigvis er han viljefast og har et godt bagland. Så ha kæmper fortsat. Men jeg kan godt se, hvordan en knap så stærk person kunne være tilbøjelig til at opgive..
Jeg ville ikk give op, det kan godt være at jeg ville trække mig tilbage, lade tingene foregå via amtet så jeg slap for moren, men jeg ville ALDRIG give op…
Og SLET ikk efter kun 4 måneder!@malenenæstved wrote:
Jeg kan godt forstå det er hårdt at kæmpe for sine børn uanset om mand er mand eller kvinde.
Anja_M jeg ved godt du har kæmpet, jeg har fulgt der herinde og har flere gange læst hele din hjemmeside igennem. Og jeg må indrømme at jeg stadig ikke fprstår dit valg i at opgive. Det ville jeg aldrig gøre.
Det er der mange der ikke forstår, men det er jo også fordi at de/i ikke kan sætte jer ind i min situation.. I har ikke mærket det på jeres krop, i ved ikke hvad det gør ved en.. Hvis i gjorde det ville i kunne forstå det..
Jeg har valgt at give op pga. min familie og mit helbred, man bliver nødt til at tænke på sig selv og andre..Jeg ville absolut ikke opgive! Jeg ville kæmpe med næb og klør for at kunne se mine børn! Der er da ikke noget vigtigere end sine børn!
@Anja_M wrote:
Jeg kan godt forstå ham, det er meget hårdt at kæmpe og bare se at der ikke sker noget, men 4 mdr. er ikke ret lang tid..
Som mange af jer ved har jeg kæmpet en sej kamp for min søn, og har valgt at give op, jeg havde kæmpet i 7½ år..
hvem har “taget” ham?? kunne godt tænke mig at læse din historie, må jeg få et link til din side
@Anja_M wrote:
@malenenæstved wrote:
Jeg kan godt forstå det er hårdt at kæmpe for sine børn uanset om mand er mand eller kvinde.
Anja_M jeg ved godt du har kæmpet, jeg har fulgt der herinde og har flere gange læst hele din hjemmeside igennem. Og jeg må indrømme at jeg stadig ikke fprstår dit valg i at opgive. Det ville jeg aldrig gøre.
Det er der mange der ikke forstår, men det er jo også fordi at de/i ikke kan sætte jer ind i min situation.. I har ikke mærket det på jeres krop, i ved ikke hvad det gør ved en.. Hvis i gjorde det ville i kunne forstå det..
Jeg har valgt at give op pga. min familie og mit helbred, man bliver nødt til at tænke på sig selv og andre..Jeg forstår det godt, tror jeg.
I det her tilfælde har du (Anja) kæmpet i næsten 8 år – ikke for at fornærme nogen, men for mange af jer er 8 år jo faktisk næsten halvdelen af jeres liv.
Nu beskriver jeg situationen som jeg tror den har været for f.eks. Anja. Det er ikke Anjas fremstilling, men min forestilling af hvordan det må være for hende (og andre i samme situation)
Forestil jer en kamp, dag ud og dagen ind, myndigheder der er afvisende, klagesager der skal tages op, ankes, vurderes vejes. Jeres helbred bliver langsom dårligere og dårligere, som følge af det lange og traumatiserende forløb, bare for at få lov at se jeres barn, for I også psykiske men, stress, depression m.m.
Samtidig har I et barn mere der skal passes, elskes og have opmærksomhed – samt en mand og et parforhold der også skal plejes, denne mand er måske den eneste der støtter jer i jeres kamp. Netværk, familie og venner er der måske ikke meget af, så der er ikke så meget støtte at hente.
Den dårlige samvittighed nager konstant – man vil gerne se begge sin børn, men kampen for at se det barn der ikke bor hjemme tærer på hele familien, man føler at det barn der bor hjemme bliver negliceret og ikke får sin del kærlighed, overskud, tid – da man simpelthen ikke har ressourcer til det.
Hver dag er en kamp – man føler sig udpint, nedslidt, træt hver eneste dag, når man går i seng kan man ikke sove, tankerne kører rundt i hovedet på en – man er plaget af skyldfølelse, og ikke engang i søvnen lader ens underbevidst en slippe
Forestil jer, at dett foregår over 8 (OTTE!) år. Jeg må indrømme, at med dette scenario kan jeg godt forstå, at der er nole der er nødt til at opgive. Hvad nytter det, at man så måske for lov til at se det ene barn, hvis man så på den ene eller den anden måde mister det andet
Jeg tror, at mange af jer skal lade være med at udtale jer så kategorisk – det må være enormt sårende at læse for de, der rent faktisk har taget dette valg. Det svarer lidt til at sige, at en person med depression ‘bare skal tage sig sammen’ eller at en på kontanthjælp ‘godt kan tage og lette r*ven’.
Tro mig, tager man dette valg er alle andre muligheder som regel udtømte. Jeg har aldrig været og kommer forhåbentligt aldrig i situation, men derfor har jeg godt nok alligvel stor medlidenhed, sympati og forståelse for de der har.
Hmm det minder mig om en ex jeg har. Han gjorde hans kæreste gravid, men de gik fra hinanden inden hun fandt ud af at hun var gravid. Han er så af den indstilling at exkærester er kællinger og i laaaang tid ville han ikke kendes ved barnet, før en dna test sagde han var faren.
Han har aldrig haft kontakt til drengen fordi han ikke vil snakke med moderen. Sidst jeg snakkede med ham sagde han at drengen bare måtte komme til ham når han blev større og fandt ud af at hans mor er en kælling…. 😯 drengen er nok af en anden opfattelse!!!@Anja_M wrote:
@malenenæstved wrote:
Jeg kan godt forstå det er hårdt at kæmpe for sine børn uanset om mand er mand eller kvinde.
Anja_M jeg ved godt du har kæmpet, jeg har fulgt der herinde og har flere gange læst hele din hjemmeside igennem. Og jeg må indrømme at jeg stadig ikke fprstår dit valg i at opgive. Det ville jeg aldrig gøre.
Det er der mange der ikke forstår, men det er jo også fordi at de/i ikke kan sætte jer ind i min situation.. I har ikke mærket det på jeres krop, i ved ikke hvad det gør ved en.. Hvis i gjorde det ville i kunne forstå det..
Jeg har valgt at give op pga. min familie og mit helbred, man bliver nødt til at tænke på sig selv og andre..Set fra en faglig synsvinkel forstår jeg udmærket Anja_M’s valg. Ud fra mit moderhjerte kan jeg helt tydeligt se, at hun ikke har andet valg, og at Anja_M KUN KUN KUN har handlet ud fra sine allerbeste intentioner. I må huske på, at I ikke kender Anja_M’s situation til fulde, og at I hverken kender hendes historie eller nuværende ressourcer. Anja_M har kæmpet med næb og klør, både alene og med advokater, og hun har været oppe mod et totalt usamarbejdsvilligt system, der på mest rigide vis har været håbløst – HÅBLØST! Hun har ikke fået de ting, hun har ret til. Hendes lovmæssige rettigheder er der blevet skidt højt og helligt på, og hun har ikke haft nogen som helst muligheder for at modarbejde dette.
At Anja_M har truffet det valg, hun har, betyder ikke at hun har opgivet kampet 100%. Hun har stadigvæk søde Mathias i sit hjerte, og Mathias’ far har nu valgt at tage teten i kampen. At Anja_M ikke er primus motor nu betyder ikke, at hun i sine egne tanker ikke tænker på Mathias som sin søn, for selvfølgelig gør hun det! Hun savner ham hver evig eneste dag og græder umenneskeligt mange og varme tårer over det tab, hun lider.Nogle gange træffer man ikke et valg som sådan, for man kan ikke kæmpe mere end man har ressourcer til, og for Anja_M er det ikke et spørgsmål om at ville, men om at kunne. Hun VIL så gerne Mathias, men hun KAN ikke mere. Og det er ikke på en luksusproblemmåde!!! Der skal meget til at forstå, for man skal begribe hele hendes fortid, nutid og fremtid, og det kan man altså ikke via hverken UM eller ude og hjemme.
Anja_M er et godt menneske, og hun handler ud fra de bedste overbevisninger. Jeg har respekt for hendes valg, og synes det er utroligt stærkt, at hun har kunnet kæmpe så længe, som hun har. Det har s*tme ikke været let for hende.
@Ally wrote:
@Anja_M wrote:
@malenenæstved wrote:
Jeg kan godt forstå det er hårdt at kæmpe for sine børn uanset om mand er mand eller kvinde.
Anja_M jeg ved godt du har kæmpet, jeg har fulgt der herinde og har flere gange læst hele din hjemmeside igennem. Og jeg må indrømme at jeg stadig ikke fprstår dit valg i at opgive. Det ville jeg aldrig gøre.
Det er der mange der ikke forstår, men det er jo også fordi at de/i ikke kan sætte jer ind i min situation.. I har ikke mærket det på jeres krop, i ved ikke hvad det gør ved en.. Hvis i gjorde det ville i kunne forstå det..
Jeg har valgt at give op pga. min familie og mit helbred, man bliver nødt til at tænke på sig selv og andre..Jeg forstår det godt, tror jeg.
I det her tilfælde har du (Anja) kæmpet i næsten 8 år – ikke for at fornærme nogen, men for mange af jer er 8 år jo faktisk næsten halvdelen af jeres liv.
Nu beskriver jeg situationen som jeg tror den har været for f.eks. Anja. Det er ikke Anjas fremstilling, men min forestilling af hvordan det må være for hende (og andre i samme situation)
Forestil jer en kamp, dag ud og dagen ind, myndigheder der er afvisende, klagesager der skal tages op, ankes, vurderes vejes. Jeres helbred bliver langsom dårligere og dårligere, som følge af det lange og traumatiserende forløb, bare for at få lov at se jeres barn, for I også psykiske men, stress, depression m.m.
Samtidig har I et barn mere der skal passes, elskes og have opmærksomhed – samt en mand og et parforhold der også skal plejes, denne mand er måske den eneste der støtter jer i jeres kamp. Netværk, familie og venner er der måske ikke meget af, så der er ikke så meget støtte at hente.
Den dårlige samvittighed nager konstant – man vil gerne se begge sin børn, men kampen for at se det barn der ikke bor hjemme tærer på hele familien, man føler at det barn der bor hjemme bliver negliceret og ikke får sin del kærlighed, overskud, tid – da man simpelthen ikke har ressourcer til det.
Hver dag er en kamp – man føler sig udpint, nedslidt, træt hver eneste dag, når man går i seng kan man ikke sove, tankerne kører rundt i hovedet på en – man er plaget af skyldfølelse, og ikke engang i søvnen lader ens underbevidst en slippe
Forestil jer, at dett foregår over 8 (OTTE!) år. Jeg må indrømme, at med dette scenario kan jeg godt forstå, at der er nole der er nødt til at opgive. Hvad nytter det, at man så måske for lov til at se det ene barn, hvis man så på den ene eller den anden måde mister det andet
Jeg tror, at mange af jer skal lade være med at udtale jer så kategorisk – det må være enormt sårende at læse for de, der rent faktisk har taget dette valg. Det svarer lidt til at sige, at en person med depression ‘bare skal tage sig sammen’ eller at en på kontanthjælp ‘godt kan tage og lette r*ven’.
Tro mig, tager man dette valg er alle andre muligheder som regel udtømte. Jeg har aldrig været og kommer forhåbentligt aldrig i situation, men derfor har jeg godt nok alligvel stor medlidenhed, sympati og forståelse for de der har.
Hvor er det bare godt skrevet.. kunne ikke forklare det bedre selv..
Tusind tak søde..
@Ally wrote:
Jeg forstår det godt, tror jeg.
I det her tilfælde har du (Anja) kæmpet i næsten 8 år – ikke for at fornærme nogen, men for mange af jer er 8 år jo faktisk næsten halvdelen af jeres liv.
Nu beskriver jeg situationen som jeg tror den har været for f.eks. Anja. Det er ikke Anjas fremstilling, men min forestilling af hvordan det må være for hende (og andre i samme situation)
Forestil jer en kamp, dag ud og dagen ind, myndigheder der er afvisende, klagesager der skal tages op, ankes, vurderes vejes. Jeres helbred bliver langsom dårligere og dårligere, som følge af det lange og traumatiserende forløb, bare for at få lov at se jeres barn, for I også psykiske men, stress, depression m.m.
Samtidig har I et barn mere der skal passes, elskes og have opmærksomhed – samt en mand og et parforhold der også skal plejes, denne mand er måske den eneste der støtter jer i jeres kamp. Netværk, familie og venner er der måske ikke meget af, så der er ikke så meget støtte at hente.
Den dårlige samvittighed nager konstant – man vil gerne se begge sin børn, men kampen for at se det barn der ikke bor hjemme tærer på hele familien, man føler at det barn der bor hjemme bliver negliceret og ikke får sin del kærlighed, overskud, tid – da man simpelthen ikke har ressourcer til det.
Hver dag er en kamp – man føler sig udpint, nedslidt, træt hver eneste dag, når man går i seng kan man ikke sove, tankerne kører rundt i hovedet på en – man er plaget af skyldfølelse, og ikke engang i søvnen lader ens underbevidst en slippe
Forestil jer, at dett foregår over 8 (OTTE!) år. Jeg må indrømme, at med dette scenario kan jeg godt forstå, at der er nole der er nødt til at opgive. Hvad nytter det, at man så måske for lov til at se det ene barn, hvis man så på den ene eller den anden måde mister det andet
Jeg tror, at mange af jer skal lade være med at udtale jer så kategorisk – det må være enormt sårende at læse for de, der rent faktisk har taget dette valg. Det svarer lidt til at sige, at en person med depression ‘bare skal tage sig sammen’ eller at en på kontanthjælp ‘godt kan tage og lette r*ven’.
Tro mig, tager man dette valg er alle andre muligheder som regel udtømte. Jeg har aldrig været og kommer forhåbentligt aldrig i situation, men derfor har jeg godt nok alligvel stor medlidenhed, sympati og forståelse for de der har.
:cheers: Ally – du er fantastisk. Sikke en retorisk begavelse!
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.