jeg vil blive glad hvis i læser her:)

Revet ud af dagbogen, og sat ind her.. Jeg fik en kommentar om at jeg skulle lave en tråd om det, var egentlig lidt nervøs over folks reaktion, jeg er ikke god til at håndtere, hårde kommentarer! Men ja, hun opmundrede mig til det, og så må det gå som det går!:)

Pigen:

En pige, som kun ved hvad hun har lært, og hvad hun har erfaret, kigger rundt, lærer af andre, hun ved ikke hvor hendes personlighed er, hun ved ikke hvem hun egentlig er.
Går udenfor, på isen, i december måned, en juleaften, kigger ind af vinduer, der sidder familier, og hygger, med smil, juleduft og varme, og ikke mindst familiekærligheden, hun tænker tilbage, og mindes ingen jul med familie, år efter år, har hun været alene, ude, i december måned, har ikke følt sig velkommen nogle steder, har gået for sig selv, juleaften, og kigget på stjenerne oppe i himmelen, og tænkt “Findes der et bedre sted, hvem er jeg, og hvorfor hører jeg ingen steder til?”
intet svar, bare en kulde der får hendes fødder følelsesløse, hun kan nu bare gå tilbage, i et hjørne, folde sig sammen, forsøge at holde varmen, og tænke på alle dem der nu sidder i varmen, med alt hvad livet burde indeholde! hun er tilsidesat i livet!

Pigen:

Pigen der kun var 13, da hendes onkel forgreb sig på hende, på hende og hendes krop, som ikke var færdigudviklet, og slet ikke klar til det han ville. En pige som stadig burde sidde og smile mens hun tegner, idag bliver man så hurtig voksen. men hun burde sidde med sin dukke, give den tøj på, eller lege med sine venner og veninder! Onkelen er syg i hovedet, og tænker ikke på andre end sig selv, han forgriber sig på den stakkels pige, der blot er på ferie hos ham, han tænker ikke han smadre denne lille pige, indersinde, og måske gør hendes fremtidige kærlighedsliv forfærdeligt!
Hun prøver at stritte imod, og kigger med tårer i sine store blå hjælpeløse øjne ud af vinduet på fuglene som flyver frit! og vil bare hjem. Hun har ikke længere flere krafter til at stritte imod! han bliver bare ved. Efter det, tager hun sin jakke, spæner ud af døren, ud og læber uden at vide hvorhen, kaster sig i engen, og græder, og tænker hun blot vil tages væk, hun ved der ingen trøst er at hente hjemme, mor er død, og far drikker! og slår. hun er alene, og kan skal nu gå med alt dette selv! Pigen er blevet gravid! med sin onkel, hvordan fortæller hun det, hun bliver tykkere og tykkere, og kan ikke længere skjule det! Bed til hendes fremtid bliver bedre end hvad hun har levet i…!

Drengen:

Han går hjem fra handelsskolen, kun 17 år gammel, med en leghtergas i lommen, som hans “kammerart” har købt til ham, han finder den som en hjælp, han ser det som en optur, derhjemme skændes mor og far, og hans søster på blot tre år, skriger, og får ingen kærlighed, han har mest af alt lyst til at flygte, med sin søster, som er det eneste i livet han ønsker sig! Mor og far ser ikke de signaler han sender om hjælp, ser ikke at han er under pres, at han blot indtager rusmidler for at være “med”.
Han lover sig selv, gang på gang, at nu er det slut, han kommer ind af døren derhjemme! smider sin taske, og råber af sine forældre, med tåre i øjnene og et hjerte der blot er ved at springes, han kigger på sin søster, som er beskidt, sidder og kigger på ham, og laver det sødeste smil til ham, han ser hende aldrig smile, han ser hende altid sønderknust! Han føler sig hjælpeløs! føler han er alene i verden, han kigger på sine forældre, stirre længe, indser til sidst, at intet hjælper, han kan intet stille op.. Han er ødelagt af alle rusmidlerne… han tager til fest.. og får en OD… resten må man tænke sig til.. hvad fortjener han?

Forældrene:

Mor er nede og handle, for de sidste 40 kr de har, de har intet i hjemmet, med tre børn, og en hund, skal der noget til, far sidder og passer trillingerne å nu 1 år, de skal have mad, mor kommer ind af døren, det har regnet, hendes hår er slasket om ørene på hende, hun kigger på sine børn, som i flere timer har været sultne, hun kan ikke længere byde dem det, det ved hun, hun ved hun må gøre noget, faren tager fat i hende, hun river sig løs, går ud på gaden, stiller sig på en fliser, og prøver at få penge den vej, hun ser det som eneste udvej, at ofre sig selv, at gå i seng med fremmede, hun har ingen forældre, de døde i en flyulykke, hendes mands forældre bor i udlandet, de må hjælpe sig selv, da hun kommer hjem, ved manden straks hvad hun har gjort, han ved det er for at hjælpe, han kigger forstyrret rundt på sine familiemedlemmer, og kigger på bryllupsbilledet som er taget for 5 år siden, de ser lykkelige ud, han smadre hånden ind i det, på gulvet ligger det, smadret itu! han forbander den lykke han aldrig nåede at give sine børn, og han ser SIN eneste udvej, der ikke nok mad til alle fem,… Hvordan ender det?

Det er her du kan gøre noget!
– Når du ser folk, får du et førstehånds’indtryk, du kender ikke personens baggrund, måske er det et skrøbeligt menneske, der har været igennem meget sygdom, mistet mange kære, levet på randen af selvmord hele tiden, været igennem U-menneskelige ting! Tænk over hvordan du reagerer på folk inden du reagerer, alle fortjener en chance, alle kan fejle, op igen! Hjælp hinanden i stedet for altid at tænke det værste i folk! alle har en baggrund, og lige gyldigt hvor godt man kender folk, ved man ikke alt!
Så inden du flipper ud over et forkert ord i en sætning, tænkhvad du siger, alle kan forstå det hvis man siger det på en pæn måde!
Folk som er så skrøbelige, som gennemlever en masse, er måske stærke, men vi ved ikke om vores sætning, vores toneleje, vores latterlige kommentar, kan være med til at gøre det meget værre for dem.. der skal til sidst småting til..
Syntes bare det giver så meget mening? at sige det på den måde? Jeg får gåsehud af at se det igennem, men tænk.. nogle lever sådan, nogle lever meget værre!