Kasper, Jesper, Jonathan ..så Lea og Rikke.

..Og bli´r det koldt, så er det bedst
at møde frost og væde
med frakke på og ulden vest
og hat og halstørklæde.
Vi kender en butik med klæ´r
der handler vi – ved nat især
Men ellers så går vi, som vi plejer kan –
både Kasper og Jesper og Jonathan.

Mine kontaktlinser er bestemt ikke savnet, for rollerne har fået tildelt store armbevægelser. Jeg er omringet af børnehaveklasser. Og det siger alt, at der ikke skal meget til at underholde en barnlig sjæl. For ikke to replikker er talt til en voksen. Jeg kan ikke rigtigt skue æslets ansigt herfra balkonen, men børnenes højt hylende grin viser mig mere end jeg har behøvet. Jeg tillader mig at lukke mine øjne. For her er vi virkelig mødt af den bondske kedsomhed. Med røvere, indbrud og tyvekoster på hjernen falder jeg vidst hen.

En time senere sidder jeg midt i et teselskab, kun små 20 minutter væk derfra og har nært glemt alt om, at vi faktisk lige har overtrådt en, eller flere paragraffer printet i lovforsamlingen. Vi fniser lidt ved tanken, da vi skimter mine souvenirs ude i gangen. Men ellers er adrenalinen faktisk så godt som aftaget igen.

Lea: Rikke for satan, inden du får lirket den dør op har halvdelen af storbyen da hørt, hvad vi har gang i.

mig: Pjat med dig. Han har engang vist mig, hvordan man gør. Og når han kan, kan jeg også, hermed basta. Hængslerne er sgu bare lige lidt rustne.

Jeg kigger bagom mod Lea, løfter på et øjenbryn, griner og gør mig parat til en spurt. For som ganske forventet går døren op.

mig: Skrab alt ind, der kan strække dig som værende mit. For så er det sgu mit.

Jeg har nært fortrængt, at han kan være på vej hjem til hans brudte dør i samme øjeblik, som vi er så stramt optaget af at få samling på alle mine glemte sager. Men Lea beslutter sig så fornuftigt for at stå ved udkigspost i den nøgne karm.

Lea: Så for satan Rikke, audi’en holder sgu dernede.

Med sved drivende fra vores pander, faktisk i tykke stimer, får vi klemt døren tilbage på sin plads og listet os på tå ud af altandøren. Her står vi de næste 37 minutter. Med ben begravet i tilbagestjålne koster. Og ingen vej væk herfra.

Bedst som vi tror, at vi skal slippe uopdagede herfra får vi øje på en nabo. Som får øje på os. Vi er klar over at det kan være 112 han trykker ind på telefonen, hvis han fatter mistanke. Så vi tænder hver især en smøg. Læner os henover gelænderet. Og vinker velfornøjet til ham. Som jeg i øvrigt har gjort de mange forudgående gange, jeg har været her på besøg.

Selvom vi ser ex-‘ens bil køre herfra igen, er vi ikke sikre på, om vi endnu tør bevæge os tilbage igennem lejligheden. Men da vi hører sirenerne får vi hurtigt ben på nakken og ser ingen anden udvej. Vi løber mod frihed. Mod mormor.

Jeg vågner til en klapsalve. Og når skuespillerne forlader scenen fortsætter tilskuerne forestillingen i tåbelig sang. Men jeg kan ærligt ikke koncentrere mig om stykket længere. For istapper under min næse minder mig jævnligt om, at vi har december måned udenfor. Og om, at jeg pisse fryser. Kasper, stik mig frakken, den ulden vest, hatten og halstørklædet. Her er koldt. Og her er langt hjem.