Knyttet til: "Nu gør jeg det! (Udgivelse af bog)

Jeg er meget i tvivl om hvilken fortæller synsvinkel jeg skal skrive udfra, derfor beder jeg jer nu om hjælp.. Hvilken synes I?

Hendes:

Den lange grå indkørsel, den tårnhøje gule bygning med de hvide vinduer og den lille sø, alt dette dannede rammen om det sted jeg i tre år brugte som mit andet hjem. Glade stunder, triste stunder, venskaber, uvenskaber og ikke mindst kærlighed og had. Mit gamle gymnasium. Dagen i 2.G, var en dag jeg trådte ind i med blandede følelser. En forventning om et år med slid og slæb og de samme møgkedelige lærer, som allerede på første år havde fået fire fra min klasse, til at droppe drømmen om en gymnasial uddannelse. Jeg satte mig ved siden af min veninde Sarah, som netop den morgen havde valgt at sætte sig på første række. Gøgen, vores klasselærer som altid var lidt halvforvirret, kom ind med sin kurv, som hun altid har brugt som taske. Hun kiggede undersøgende rundt på os, som om hun overvejede om hun var gået forkert. Vi har altid kaldt hende Gøgen, og det gør resten at skolen vidst også. Udover hendes lidt pjuskede og fuglede ansigt, sagde hun en lyd, når hun var usikker på noget, som mest af alt mindede om en Gøg, når den pipper. Hendes rynkede og nervøse hænder delte vores skemaer ud, og kun en ny lærer var det blevet til for vores vedkomne.

Hans:

Jeg er kriminel, uansvarlig og et dumt svin. Nu har jeg dømt mig, så nu er du fri for at tage stilling til mig og prøve på at sætte dig ind i hvem jeg er og hvorfor jeg er som jeg er. Nogen vil mene at jeg er en psykopat på baggrund af de handlinger jeg har gjort mig i de sidste to år, og andre vil mene at jeg blot er et menneske der har begået en fejl. Men hvornår er det bare en fejl, og hvornår er det en direkte psykopatisk handling? Engang havde jeg et fedt job, som jeg så som min redningsplanke fra mit kaotiske liv. Der kunne jeg være ham jeg ønskede at være, og ikke ham jeg i virkeligheden var. En række mennesker som respekterede mig og anså mig for værende intellektuel og dygtig til mit fag øgede min livskvalitet og min indre glæde i sådan en grad, og jeg faktisk følte mig lykkelig. Dette fik jeg ødelagt, fordi jeg forsøgte at forene glæden fra jobbet med mit privatliv. Måske er det bare ikke meningen at man må være lykkelig mere end et sted af gangen?

Kamera vinkel

En lyshåret pige sidder og stirrer ud af vinduet, hvor solen er begyndt at titte ind. De sidste toner af sommeren, er langsomt begyndt at ebbe ud, og det dystre efterår står parat til at tage over. På den anden side a væggen går en mand. En mand der bærer på en hemmelighed, som han skammer sig så meget over, at han forsøger at fortrænge den. Til fælles har de to personer et behov, som for dem begge er undertrykt, i den løgn de selv er kravlet ind i. Kærligheden. Er han lykkelig over at hans kone har valgt at tage aften – og nattevagter, for at undgå konflikter? Mon det var sådan Gud havde tænkt sig at ægteskabet mand og kvinde imellem skulle fungere? Er hun lykkelig for at hendes kæreste igen og igen bryder deres ellers faste aftaler og at han bevidst bliver ved med at udsætte købet af hendes fødselsdagsgave, på trods af at han er bevidst om at den dag er passeret for flere måneder siden. Disse to skæbner som er så ens, er alligevel vidt forskellige, men da de befinder sig samme sted, kan de ikke undgå at møde hinanden.[/i]