Min fødselsberetning

Ja her kommer så min fødselsberetning. Dog lidt senere end ventet :p

Altså tre uger inden min termin blev jeg sendt til glukose belastning en mandag, og om torsdagen ringede de så og sagde jeg havde sukkersyge. Jeg spurgte hvorfor jeg ikke havde fået det at vide noget før?! Som svar fik jeg at hun havde prøvet at ringe, og nu var jeg videre sendt til Glostrup og så havde de ikke mere med mig at gøre.

Nå, så kom der brev fra Glostrup om at jeg skulle til samtale med en diabetes sygeplejerske, en diætist og jeg skulle lære at bruge et blodsukker apparat og snakke om mad. Ja ja tænkte jeg. Det skal siges min mor har sukkersyge, så jeg ved godt hvordan det virker og hvordan man skal spise, og kunne da også fortælle diætisten ting hun ikke vidste. Jeg skulle fortælle hvad jeg spiste på en hel dag – hvilket jeg så gjorde, for bagefter at sidde og fortælle om alt det der kan ændres, og hun kunne jo så kun give mig ret og sige at der var vist ikke meget hun kunne fortælle mig.
Nå, i det brev jeg havde fået fra dem havde de ikke skrevet jeg skulle ha taget blodprøve og scannes, så da diabetes sygeplejersken sagde jeg skulle have en blodprøve så bristede det hele for mig så der sad jeg og stor tudet foran en vildt fremmed dame der skyndte sig ud efter papir til mig og sørgede for at jeg ikke skulle have taget blodprøve for det kunne hun da godt se ikke ville gå særlig godt. Hun sørgede også for at jeg kunne snakke med en jordemoder om det at jeg ikke har det særlig godt på et sygehus. Jeg skulle jo egentlig føde hjemme, og min jordemoder havde givet mig lov selvom jeg da ikke havde fået lavet den glukose belastning, men med den betingelse at to timer efter jeg havde født så skulle vi ind på sygehuset. Men det var jo ret udelukket nu.

Nå, men efter noget tid kom jeg så ind og skulle scannes, og hun kom frem til lidt over 4 kilo. Så kunne jeg jo godt regne ud det ikke var helt godt.
Jeg kom ind og snakke med en jordemoder og endte igen med at græde for det hele var nu så overvældende. Jeg havde det bestemt ikke godt med at være der, havde lige fået at vide jeg havde sukkersyge ( det var så hvad det var, men stadig lidt træls og det fyldte meget lige den dag ) og oven i det hele ville de gerne sætte mig i gang med det samme. Det var da heldigvis en sød jordemoder, og hun tog sig god tid med mig, og hun vidste mig lige hele fødsels afdelingen og fødestuer, og sørgede også for at en overlæge over i den anden ende af sygehuset kom og snakkede med mig og lige så at jeg havde det godt på trods af det hele.
Vi kom frem til at det nok var bedst bare at få det overstået i dag og hun ville give en anden jordemoder besked om at jeg skulle sættes i gang så snart min kæreste var kommet. Jeg skrev til min kæreste at så kunne han godt komme for jeg ville blive sat i gang i dag. Jeg tror min stakkels kæreste fik stress. Han fik lige sat en anden ind i det han stod og lavede og en anden til at køre ham til Glostrup.
Jeg sad i et venteværelse hvor de havde lukket døren så jeg havde lidt fred til at sunde mig. Så går døren om og der står min kæreste i arbejdstøj og sort i hele ansigtet og hænder efter arbejde.

Efter lidt tid kommer diabetes sygeplejersken lige og kigger til os inden hun skulle hjem og endelig kommer vi ind på en stue og får noget tid til lige at vænne os til stuen, eller det var nok mere mig.
Efter en halv times tid kommer hun så og jeg får en stikpille, hvilket var MEGET grænseoverskridende og meget ubehageligt. Der er ikke andre der nede end min kæreste. Jeg skulle så ligge en time. Hun havde også lige mærket min mave for hun syntes det var underligt scanningen sagde 4 kilo når min mave ikke var større og hun ville da MAKS skyde hende til 3500g. Jeg fik noget smertestillende med hjem. Og gik i gang med at vaske dyne osv. da min mor ville komme senere på aftenen. Hun havde lige pakket bilen tidligere og kørt fra Jylland. Da hun kom så var jeg på vej hen til vaskeriet for at hente vasketøjet og jeg var fast besluttet på at gå i fødsel inden i morgen, så jeg løb da lige i et godt tempo op til min mors bil. Vi fik båret det hele op i lejligheden med noget hjælp og ned efter vasketøjet og ordnet alt det. Da kl var 23:30 sagde min mor at nu gik jeg altså i seng! Jeg var sort under øjnene og jeg havde så ondt at jeg knap kunne gå ( hvilket jeg var ligeglad med for nu ville jeg skulle føde efter alt det. Jeg var faktisk 2 cm åben og havde kun en ½ cm livmoderhals tilbage. )
Da kl var 1:20 om natten havde jeg vågnet ret tit fordi jeg havde ondt. Jeg troede kl var 5 om morgenen fordi jeg havde vågnet så tit. Så da jeg så kl ikke var mere fandt jeg lige de to piller fra sygehuset i håb om at få bare et par timer mere. Kl. lidt over 2 var der INTET sket og jeg kravlede under bruseren. Efter noget tid der fandt jeg ud af at jeg nok hellere lige måtte få fat i min mor. Jeg havde min mobil med i bad så jeg ringede lige og sagde at det vist var nu. Hun kom ud på badeværelset ( der stod jeg på alle fire splitter nøgen ). jeg havde skrevet ned hvor ofte jeg fik ondt og de kom da også med 1-2 minutters mellemrum og havde gjort det siden jeg vågnede. Hun blev hurtigt enig med sig selv om at hoppe i noget tøj, få mig tørret og i noget tøj. Jeg kunne ikke bukke mig ned på det tidspunk så hun smed da lige et bind i mine trusser også. Dejligt at min mor ikke er sart. Hun vækkede min kæreste der endte med a fare frem og tilbage og var lettere stresset. Da jeg fik tøj på fik jeg lige husket dem på at katten skulle have mad og vand, vi skulle huske tasken med tøj og jeg kom stille og roligt i overtøjet. Vi kom langt om længe ud til bilen, med MANGE stop. Det er ikke det nemmeste at gå og ha veer :p
Nå, ind i bilen og mit sæde blev da lige lagt ned og jeg blev bedt om at sige start og stop for hver ve, og efter jeg havde gjort det et par gange satte min mor lige advarselsblink på, for jeg skulle ikke føde i bilen. Ind kom vi og jeg blev lagt på en briks så hun kunne mærke min mave. Efter meget kort tid bad jeg om at komme under en bruser indtil badekaret blev klart. Det gjorde det kun værre af at ligge på briksen. Min mor hjalp mig med tøjet og så stod jeg på alle fire igen – det var det eneste der hjalp sammen med det varme vand. Endelig var badekarret klart og i kom jeg – igen på alle fire. Prøvede et par gange at lægge mig på ryggen hvilket jeg hurtigt droppede igen. Der stod jeg så med skiftevis min mor og kæreste til at støtte mig.
Min kærestes finger kom lidt for tæt på min mund midt i en ve så jeg bed da lige fast i den, hvilket han siger gjorde ret ondt, og jeg husket det som at jeg bare har holdt fast i den. ( havde også et blåt mærke på min arm )
Til sidst fik jeg sat nåle i min lænd uden den mindste virkning. Lidt i otte fik jeg presseveer. Nu forstår jeg virkelig hvorfor man skal være i form til en fødsel. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik med at jeg pressede i badekarret, men til sidst ville de gerne jeg kom op på briksen da et stilling skift kunne hjælpe.
Det endte med jeg havde presseveer i en time. Den ene jordemoder blev ved med at sige jeg skulle holde mine ben og det kunne jeg slet ikke kordinere. Men ud kom hun til sidst 😀

Det mest smertefulde jeg har prøvet var ikke at føde, men alt det bagefter.
De kunne ikke undersøge mig hele vejen op fordi jeg havde for ondt, men de fik syet det de kunne se. Jeg fik bedøvende gel og lokal bedøvelse – uden virkning! Til sidst fandt de lattergasen frem og jeg nærmest hyperventilerede i den maske og trak vejret helt ned i maven samtidig med at jeg græd og bare ventede på at det skulle virke, men nej, så heldig var jeg ikke. Endelig var hun færdig og jeg skulle ud at tisse på trods af at min mir gentagne gange gjorde dem opmærksom på at jeg kun havde fået et halvt glas vand siden vi tog hjemmefra. Hun er udd. Social- og sundhedsassistent så hun ved alligevel lidt. Og efter jeg havde lagt og lavet dybe vejrtrækninger siden midt på natten så havde jeg jo også mistet meget væske af det og da også svedt sin del ud. Måtte jo så prøve, men kunne ikke. Så ville de absolut lægge kateter. For at de kunne få det op måtte de ha fingrene op i det de lige havde syet, hvilket var så smertefuldt. 1 gang ramte hun forkert, og ville prøve igen – med samme kateter der nu var smurt ind i blod. Min mor sagde ret strengt at den ikke var steril, og jordemoderen måtte så finde et nyt og ville prøve igen hvilket endte med det gjorde så ondt at jeg ret højlydt sagde stop og slog ud efter hende. Da var min grænse nået. Jeg fik et isbind på og beordret at drikke en liter vand og så prøve igen. Da kunne jeg heller ikke tisse ( min krop har jo nok reageret som en svamp og suget alt til sig. Jeg fik med nød og næppe lov til at drikke en liter mere og fik da at vide at hvis jeg så ikke kunne så måtte de lægge kateter. Efter andet forsøg lykkes det mig at tisse. Jeg er stadig lykkelig over at have haft min mor med til at holde dem i nakken og hjælpe mig med det hele, selv da jeg skulle tisse. Og også dagene efter med at få mig tørret efter bad og når jeg havde været på toilet og havde skyllet mig. Og hun tog det professionelt. Hun gør jo den slags på sit arbejde og lægger også kateter. Hun sagde at hos dem, så scanner de bare blæren hvis der er en patient der ikke kan få lagt et kateter.
Min kæreste var også en kæmpe hjælp for mig!
Beklager det er så langt, men en fødsel er ikke en hverdags oplevelse 🙂