"Mor, jeg er bange!"

Fredag for 14 dage siden tog vi alle tre til vagtlægen med christian som havde så ondt i halsen, han ikke kunne åbne munden ret meget. De sendte os videre til tjek i Holstebro hvor de har en øre- næse- hals afdeling. Så vi kørte til Holstebro. Der opdagede de en byld i halsen på christian, som lægen prikkede hul på (Sigrid og jeg stod ude på gangen imens).
Pludselig gik det stærkt, han besvimede, fik drop, slange gennem næsen og fik en seng.

Sigrid kunne nemt fornemme hvad der skete og da jeg ringede for at fortælle svigermor at christian var blevet indlagt, kunne hun hører en ked sigrid og besluttede hendes farfar ville hente hende. Så det gjorde han.

Lørdag opererede de christian (de fjernede bylden samt hans mandler) og vi skulle op og besøge ham, svigerne, sigrid og jeg. Sigrid reagerede ved ikke at ville være på stuen og hun ville ikke snakke med Christian. Hun tog med svigerne igen og jeg blev ved Christian.

Søndag kom Sigrid hjem og jeg måtte ingen steder gå uden hende! Jeg måtte ikke engang tisse eller gå ned med skraldet uden hun sku med. Hun blev ved med at sige “du må ikk gå fra mig, vel mor?” og “mig bange for far” Jeg satte mig ned og forklarede hende at det er helt okay at være bange, men at jeg ikke går fra hende og at far snart kommer hjem.

Mandag kom han hjem, meget sløv af medicin i forskellige former og han må jo næsten intet. Det begyndte at gå fremad med Sigrid, men hun snakkede stadig om hun var bange.

Torsdag nat vågnede jeg ved Christian hostede og pludselig kastede han blod op! Jeg ringede til vagtlægen som sagde vi skulle se tiden an, om ikke det gik i sig selv igen.. I løbet af den næste time blev det værre og værre. Midt i alt dette vågner sigrid selvfølgelig.. Så jeg løber fra soveværelse til børneværelse og beroliger begge. Efter en time er det kun blevet værre og pludselig siger christian at jeg skal ringe 112 nu, får nu går det galt og så ryster han og besvimer!

Ambulancen henter ham med det samme.
Han kommer hjem igen fredag og lørdag morgen er vi på den igen, hvor ambulancen igen henter ham.

Sigrid er midt i alt det her, og nu en uge efter sidste gang ambulancen hentede ham, snakker hun om alt hvad der er sket.

Hvordan synes i vi skal tackle det, at hun fortæller hun er bange og gengiver hvad hun har oplevet?
Vores måde er at lytte og sige det er okay at være bange, det må man gerne og at far er okay nu, at han snart må løfte hende igen og at lægen har lavet fars hals!
– Hun har ikke været passet siden og er meget mere trygheds afhængig end før. Hvilket jo er klart!