Største skuffelse?

@tdals wrote:

Lige pt ligger der nok to ting som vejer tungest hos mig.

Skuffelsen på Malicks vegne over at hans far ikke bare kan tage sig sammen og være der for ham og tænke på Malick først og fremmest istedet for altid at tænkepå sig selv. Og nu skal udsætte mig og Malick for et helvedelot foregen fornøjelsesskyld. Jaer skuffet over at han kan være så barnlig overfor sin søn, og det er Malick der skal betale prisen.

Ja erskuffet over mig selv over jeg ikke har formået at holde nok ro i mit hoved og nu skal til at tage konsekvensen her af, ogja måtte stoppe med min skole og ja søge om pension. Ville ønske at der var andre relevante muligheder som ikke allerede var afprøvet. Men ja jeg sluger gerne min stolthed for Malick’s skyld.

1: Mænd der ikke tager ansvar er bare så ucharmerende og frastødende. Jeg forstår godt din skuffelse. Som mor kan man ikke bare sige fra, når det bliver svært, for der er ikke nogen far der kommer springende frem fra ingenting og hjælper. Hvis faderen siger fra er det åbenbart den største selvfølge at kvinden tager al ansvar og i øvrigt finder sig i alt det l*rt han bringer med sig når han pludselig gider barnet igen i 3 sekunder…

2: Du må ikke være skuffet over dig selv. Det er ikke hele vores egen psyke vi har kontrol over. Vi kan ikke bare beslutte os for noget, hvis hele ens sind og sjæl siger noget andet. Jeg synes du gør så meget for Malick som du overhovedet kan – og DET skal du søreme være stolt af!

@Deamgirl_2002 wrote:

hmm… Der har været mange skuffelser i mit liv men langt de fleste har jeg med tiden kunnet vende til noget positivt og det håber jeg også med de skuffelser jeg har oplevet indenfor det sidste år.

7 december 2007 fandt jeg ud af min mand havde været mig utro, med 2 forskellige tøser med 1 mdrs mellemrum. Heraf var den ene en af mine tætteste veninder…

umiddelbar reaktion var jeg brækkede næsen på ham, jeg er bestemt ikke stolt af det, men det hele kom som et kæmpe chok, jeg troede vi havde et lykkeligt ægteskab, som ikke havde varet længere end 1½ år… Jeg nåede slet ikke at tænke, jeg blev så vred, følte mig så såret, ydmyget at den eneste person i hele denne verden jeg stolede på kunne svigte mig så hårdt!! Han flyttede dagen efter…

Jeg var alene, knust og pludselig uden nogen jeg kunne stole på i december måned hvor alt skulle være magisk og dejligt.. Fra altid at have haft ham, havde jeg lige pludselig kun mig selv og 2 børn der for alt i verden skulle have en tryg og stabil hverdag. Oven i alt det skulle jeg skrive eksamens opgave (den blev skrevet og jeg bestod)

I februar vælger manden at tage til sverige for at arbejde, hvilket efterlod det hele til mig, da han ikke havde råd til, at komme hjem og se sine børn. han var væk i 3 mdr.

i maj knækker jeg sammen, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke være både mor og far, sørge for alt, gennemføre min uddannelse, en uddannelse ved siden af og ekstra arbejde. Jeg får diagnosen depression og en sygemelding.
Jeg vælger at ignorere sygemeldingen, da en afgørende eksamen ventede lige om hjørnet, som jeg skulle klare godt og efter det var der sommerferie.

I september mister jeg 2 andre tætte veninder, den ene stak mig i ryggen og sårede mig dybt, den anden brød kontakten.

alt i alt har 2008 ikke været mit år, det har budt på mange skuffelser og meget mistillid.

der er dog også sket gode ting: manden og jeg fandt sammen igen i juni og arbejder på vores forhold og det går bedre dag for dag. Jeg har fundet ud af hvem mine VIRKELIGE veninder/venner er, jeg har fået mit eget hus, mine eksamener er gået rigtig godt og vigtigst af alt har jeg fundet ud af hvem JEG er:)

men jeg håber nu får et bedere 2009;)

Jeg håber I har fået talt godt ud om tingene. Jeg ville aldrig selv kunne tilgive utroskab! Det er godt, at du har fået sorteret ud i veninderne, og vigtigst af alt, at du har fundet ud af, hvem DU er!

@1012lmp wrote:

Min største skuffelse lige pt er at jeg troede jeg havde fundet en veninde for livet….
Det hele viste sig så at være en løgn…

For mig er venskab at man kan tale om tingene som voksne mennesker, man forstår hinanden ligemeget om man er enig eller ej, gensidig respekt, at være der for hianden når det er værst.

Er rigtig ked af det lige nu…og meget skuffet for troede virkelig denne person had it all, men blev endnu engang skuffet…
Hvorfor finder jeg altid sådanne veninder…ARG… 😥

Og endnu en skuffelse… ikke nok med mine såkaldte veninder er sådan…så er min far ligesådan…

Venindeforhold bliver hurtigt meget følsomme, for man deler jo alt med personen! Derfor gør det så tissehamrende ondt, når de vender en ryggen. Jeg forstår godt, du er skuffet og ked af det, og at din far tilmed er sådan gør ikke noget nemmere!