UPDATE! Utrolig ked af det, og fortvivlet :S

ja nu har vi så snakket.. og puuuuha.. ryster stadig, men valgte at sige at det ikke gik igen.. orker ikke mere.. og han tog det overraskende roligt og er nu gået en tur.. nu er jeg så bare bange for hvad han kan finde på med sig selv nu.. han har førhen været selvmorderisk :S (staves?)
:S han skriver nu en besked om at han ikke kan se mig i lang tid nu, for det ville gøre for ondt :S

________

NYESTE

nårh noget tid efter at han var gået ringede han til mig og ja så kom skylds følelsen jo op i mig igen.. og jeg tænkte på de gode tider i vores forhold (øv for troede lige jeg havde klaret det.) så kom jeg jo som altid med en masse krav og han lovede ovs. og jeg sagde så “desværre” ja igen til at han har fået en chance mere (en mere ud af en million 🙁 .) denne gang har han så sagt at kan han ikke holde det eller vi ender i et lign. skænderi så ville han flytte den selv samme dag :S.. så nu må vi se med tiden hvad der sker. for ingen tvivl om at det sker igen. 🙁

_____________

Håber virkelig at der er nogen der vil læse det her, har brug for lidt støtte og hjælp. :’( håber det er til at forstå.. 😥

Ja hvor burde jeg starte? Der er virkelig så meget at skrive. :S

Nårh, men kæresten og jeg har i over et år nu kørt lidt frem og tilbage mellem godt og skidt forhold.

Når det er godt har vi det sjovt og det hele er… ja, godt.

Men når så det går skidt og vi skændes, hvilket er rigtig RIGTIG tit.
Så skændes vi om hvorfor han ikke laver noget herhjemme og forventer at jeg laver alt, og det finder jeg mig bare ikke i. og hvorfor hans pengeforbrug er så forfærdelig stort, hans syn på regninger (dem kan han godt vente med at betale til næste gang så han kan få sine coca cola’er ), at han er så pokkers respekt løs over for mig.

Jeg har her den sidste måned så sagt hver gang vi har været oppe og skændes at nu var det nok og nu måtte han flytte.

Jeg har levet med det i over et år og syntes ærlig talt der må være en grænse for hvor længe det skal have lov at blive ved.

Han lover og lover mig så meget hver gang vi skændes, ”nu skal jeg nok tage mig sammen og lave nogle ting herhjemme” og alt det andet jeg har nævnt over her.

Det har jeg også hørt på i over et år og stoler jo klart nok ikke på at det passer mere.

Det skal lige siges at hver gang jeg siger at han skal flytte så flipper han helt ud, og når han gør det bliver jeg vildt bange for ham. Ved ikke hvad han kunne finde på, det virker som om at han bare ser rødt og at man ikke kan få kontakt til ham. Han fyre en hel masse ting af som han bag efter siger at han ikke mener, men tror ham ikke rigtig, i går var det ting som ” jeg fortryder at vi skal være forældre”(hvilket knuste mig vildt) ”jeg forsvinder så ingen kan finde mig” ”gider ikke mere” og ”jeg er jo sikkert sådan et SVIN der kunne finde på at sørge for at han ikke kunne se sit barn” (har altid sagt at han bare har at være der, for vores barn skal ikke opleve hvad jeg oplevede med min far, der ikke var der for mig og aldrig overholdte sine aftaler) en gang har han også sagt at han ville sparke mig i maven så vi ude ovre det at skulle være forældre (hvilket virkelig skræmte mig og gjorde mig meget ked af det)

Nårh, men når så jeg har sagt at han skal flytte(som jeg sagde i går aftes), og vi har været det igennem hvor han er sur, så affinder han sig med det, og slapper så af. Og når så han har været på arbejde hele natten og kommer hjem om morgenen, så kommer han hen, tager min hånd og siger ”vil du ikke godt tænke over det igen” og så får jeg det vildt dårligt for så føler jeg ikke at jeg igen kan sige ”nej det går ikke” fordi jeg gerne vil undgå at opleve det samme igen. Denne gang sagde jeg så at jeg lige måtte tænke over det, til han står op her kl. 15.00 :S og frygter det virkelig, kan ikke igen klare en tid i uvished hvor jeg ved han ikke overholder det han lover. For det gør han ikke…

Argh, :S hvad skal jeg gøre.. ved ikke hvorfor jeg skriver det her, men har bare brug for lidt støtte og nogle råd. :’(
Fra en meget knust Louise:’(