Jeg har også to bonus-piger på snart 3 og 4år. Vi har ungerne en uge af gangen. Når de er hos os er det os der bestemmer og omvendt når de er ved deres mor. Vi har haft en del diskussioner, ikke så meget om børnene, men pga deres mor ikke kan lide mig. (har kendt ungerne siden de blev født)
Jeg skrev til hende, hvordan jeg havde det med, at vi ikke kunne snakke sammen, og siden har vi sagtens kunne snakke sammen om div ting.

I daglig dagen herhjemme bestemmer jeg ligeså meget over børnene som min kæreste gør, det er sådan det fungere bedst. Fra inst osv har vi flere gange fået at vide at ungerne har fået det meget bedre, efter vi har fundet sammen, der er kommet mere rytme opdragelse osv ind. Hvilket de mangler hos deres mor.

Vi ved at hun er god ved sine børn, og vil dem godt. I perioder hvor vi har haft dem nonstop har vi forklaret hende at hun også skulle være der for sine børn.
Hun indrømmer selv idag at det fungerer bedst som det gør nu, så hun får set sine børn.
Efterhånden har hun accepteret at vi er sammen og at vi gør tingene på vores måde.
Hos os er det os alle 3 der deltager i alle ungernes ting.

Min kæreste har holdt på, at jeg er lige så meget i ungernes liv som de er. Dog unden “mor” titel. Den store begyndte at kalde mig for mor, hvilket vi så som positivt, da hun så måtte føle sig knyttet til mig.
Vi fandt så ud af at hun kaldte sin rigtige mor ved navn.
Moren blev stik tosset. Det var mig der fik pigen til at kalde hende mor igen.
Der har været en del problemer hjemme ved moren og den store vil i perioder slet ikke være der. Moren har spurgt om vi ikke skulle tage hver vores barn og så gå vær til sit, da hun ikke kan magte den store.

Det skal så lige siges, at er der problemer, er det hende og min kæreste der snakker sammen, jeg blander mig kun i de praktiske ting. Hvilket vi alle har det fint med.

Skulle sige fra min kæreste, at de forældre der ikke kan acceptere, bonusforældrene, ikke tager hensyn til børnene, men kun tænker på sig selv.
Mange børn opvokser med bonus forældre og er lykkelige alligevel-specielt når både forældre og bonusforældre kan snakke sammen på en god måde.

Jeg er nu selv gravid og håber aldrig vi går fra hinanden, men skulle det ske, vil jeg ønske at han finder en kæreste der er lige så glad for ungerne og vores næste, som jeg selv er.
Det er det ungerne er tjent med- ikke en voksen derhjemme der ikke vil dem.

Lige et opstød herfra.

Vi skal have boller i karry og salat til 🙂