Jeg har delt værelse med min lillesøster – hun er 4 ½ år yngre end mig, det gik i det store hele fint. jeg var 14 da vi stoppede, og der havde vi delt værelse næsten konstant i 8-9 år.
Tror måske også det kommer an på børnenes sind – vi havde en stor have, så vi havde også mulighed for ikke at klistre op af hinanden.
Min storesøsters unger deler også værelse og det eneste problem jeg mindes hun har er når den ene skal lægges i seng så vågner den anden:)

Præcis, Mango har fat i noget.
Der er en herinde der (så vidt jeg har forstået) blev enig med sin kæreste om at få barn, men da hun så blev gravid fortrød han.
Jeg har også passet min niece og det kan næsten ikke sammenlignes med at få sit eget barn, når man passer andres ved man at det er i begrænset tid, men når det er dit eget barn så er det dig der skal stå op hver evig eneste gang (dag og nat) når den vil have mad.

Måske får du en meget hård graviditet (kvalme, bækkenløsning eller vand i kroppen).
Det er næmmere økonomisk hvis man er uddannet og har et arbejde.

Jeg har altid drømt om at få en familie og få børn inden jeg var 30, men jeg har ikke planlagt at jeg skulle have barn inden jeg var færdig med gymnasiet, og da min kæreste heller ingen uddannelse/arbejde har, er det hårdt økonomisk, jeg tør slet ikke tænke på hvor dyrt det ville blive hvis jeg ikke havde kunnet amme.

Selvfølgelig er det også fantastisk at blive mor, men det er extremt hårdt til tider. Og når dig og din kæreste ikke har været sammen så længe, er det umuligt at spå om i kan/vil blive sammen.
Jeg er heldig at jeg er sammen med min kæreste, selvom vi har haft det hårdt. Så jeg synes du ihvertfald skal overvejer hvad du vil gøre hvis du kommer til at stå i den ubehagelige situation –> at du skulle være alenemor…
(du behøver ikke at have travlt, du skal nok nå det.

Jeg havde ingen stærke fornemelser, dog fik jeg ubevidst øje på alt det pigede, min mor tog end da fat i en lille lyserød sko og kommenterede den allerede inden hun vidste at jeg var gravid…
Jeg havde 5 vildt mærkelige drømme, i de to første kunne jeg konkludere mig frem til at det blev en pige, i de sidste blev det drenge… så anede det ikke
Kæresten havde en “god feeling” som han kaldte det om at det blev en pige. Og resten af familien mente det samme 🙂
Ja resultatet blev en pige!

Jeg har aldrig kaldt min fødsel for hård (og jeg var førstegangsfødene), men jeg har også set en milliard fødsler i forskellige dokumentarer (elsker stadig udsendelser af den kaliber), siden jeg var 11-12 år, så jeg har altid vidst at det er meningen at fødsler skal gøre ondt, så smerterne kom ikke bag på mig selvom jeg i et kort sekund ikke var overbevist om at jordemoderen vidste hvor ondt det gjorde (på et enkelt tidspunkt hvor jeg havde presseveer)
samtidig gjorde mine veer og presseveer kun nas i 3-4 timer – så det jeg mest frygter næste gang er at babyen bliver større end Asta der vejede 4400g (hvilket de ikke havde troet da hun var ret hurtig til at komme ud).
Men smertestærskel og det psykiske er vel medvirkende til hvad man selv vil kategorisere sin fødsel som tror jeg

Jeg kan godt forstå at det er hårdt at vente, men er det ikke bedre at få et “klart” svar istedet for at være i tvivl om den nu virkelig var positiv? Jeg synes bare det må være ubehageligt og gå med den form for uvished (synes de burde skrive på pakkerne at de først skulle tages efter en uge, men bare min mening 🙂 )
Men jeg krydser da virkelig fingre!
Og så vil jeg anbefale apotekets graviditets test, den havde i hvertfald ret, men jeg var så også 5 uger henne da jeg tog den…

Nu kan jeg ikke lade være (selvom jeg ikke er i den gruppe spørgsmålet var henvendt til)

1. Hvordan vidste I/jeres mænd at I var klar til at få et barn?
Jeg havde håbet at jeg ikke først ville blive mor som 29-30 årig, da jeg selv har haft en ung mor. Så jeg har altid haft fremtidsdrømme om en familie, og så havde jeg passet min niece så det var ikke en helt ny verden. + jeg plejede at nævne for kæresten at nu var jeg måske gravid hver gang jeg skulle til at have mens (i sjov) og han flippede ikke ud eller var i chok…

2. Hvordan blev I enige om at få et barn?
Babyen var bestemt ikke planlagt, men eftersom præventionen hurtigt blev en mangelvare i vores hverdag kunne det jo ikke komme bag på os at der kunne komme børn ud af det… Så da jeg blev gravid var det jo bare at tage ansvaret for sine handlinger.

3. Hvordan kom I til snakken om et barn?
Hmm inden jeg blev gravid, vidste vi som sagt godt at muligheden forelå. Ellers havde kæresten bare sagt (dengang var vi enige om det) at hvis vi nogensinde fik en dreng skulle han hedde Damien. Og jeg ville helst have drenge, 4 eller 6 børn i alt, og han ville helst have piger. Tror bare det var i forbindelse med en alm. samtale, satsede jo ikke på det skulle være lige nu…

4. Uddannelse, job eller barn først?
Hvis jeg skulle anbefale noget må det være uddannelse først (ihvertfald den grundlæggende f.eks. studentereksamen), for hvis man går i gang med en uddannelse og så bliver gravid er der rigtig mange overvejelser som man skal gøre sig, og en uddannelse kan ingen tage fra dig. I et job kan du få rettigheder, flere penge (somregel) og du risikerer ikke at alle dine arbejdskolleger er væk når du kommer tilbage…

det blev en længere stil… 🙂

Og så skal man også sørge for at folk “reserverer datoen” når den altså er fundet, jeg ved ihvertfald at der kan være sæsoner hvor at nogle mennesker hurtigt bliver booket op i alle weekender (især i forbindelse med konfirmationer) og det ville da være frygteligt ikke at kunne dele “den store dag” med alle dem man gerne vil fordi man venter med at give besked (er det ikke omkring et par måneder inden man sender invitationer ud normalt?)

Ikke desideret et bryllups råd, men værd at huske (synes jeg)