@Lykken07 wrote:

Hmm… Hvis min søn en dag fik en papfar, og vi boede sammen, skulle han da have lov til at opdrage på mit barn også, men hvis ikke vi boede sammen, så nej.
Jeg var engang selv papmor til en pige på 4 år, og hendes halv storebror på 7 år, dog kun på gule plader. Min daværende kæreste havde meget svært ved at være bestemt overfor sine børn, så da hans datter op til flere gange, havde kaldt mig et eller andet, kan ikke lige huske hav det var, så sagde jeg altså bestemt men pænt til hende, at det kunne kun godt stoppe med, hvor til min kæreste hendes far, sagde til mig foran sine børn, at sådan skulle jeg ihvertfald ikke tale til hans datter, det blev jeg sq ret pisst over, specielt fordi det blev sagt foran hans unger, så de troede jo der efter at de kunne tillade sig hva som helst, over for mig… fordi deres far jo holdt med dem… 👿 Nå bare lige en lille side bemærkning.

Kender jeg alt til… Min x havde to børn – en datter på 7 og en søn på 5 .. De kom hjem til os 1 gang om måneden og det var et sandt helvede!!!
(vi var heller ikke kærester ret længe)
Han havde altid meget travlt med hvordan og hvorledes Emil skulle opføre sig … Emil har altid været dygtig til at spise pænt – samt sige tak for mad… En MEGET vigtig opdragelsesinstans i min verden er at man siger tak for mad…
Hans to M*G unger svinede med maden og sagde intet når de rejste sig …
Der havde jeg fat i nakken på ham – Hans svar var at det kunne man ikke forlange af weekendbørn… Øøøh Jo det kan man så godt … Emil var dengang 2½ år … Og han har altid sagt tak for mad (med sit eget sprog)
Så vi nåede ikke at være sammen i mere end ½ år – simpelthen fordi hans unger måtte gøre hvad det passede dem – Men Emil på 2½ skulle altså være bedre opdraget iflg. ham… Flot siger jeg bare… 👿

@Lykken07 wrote:

Hmm… Hvis min søn en dag fik en papfar, og vi boede sammen, skulle han da have lov til at opdrage på mit barn også, men hvis ikke vi boede sammen, så nej.
Jeg var engang selv papmor til en pige på 4 år, og hendes halv storebror på 7 år, dog kun på gule plader. Min daværende kæreste havde meget svært ved at være bestemt overfor sine børn, så da hans datter op til flere gange, havde kaldt mig et eller andet, kan ikke lige huske hav det var, så sagde jeg altså bestemt men pænt til hende, at det kunne kun godt stoppe med, hvor til min kæreste hendes far, sagde til mig foran sine børn, at sådan skulle jeg ihvertfald ikke tale til hans datter, det blev jeg sq ret pisst over, specielt fordi det blev sagt foran hans unger, så de troede jo der efter at de kunne tillade sig hva som helst, over for mig… fordi deres far jo holdt med dem… 👿 Nå bare lige en lille side bemærkning.

Kender jeg alt til… Min x havde to børn – en datter på 7 og en søn på 5 .. De kom hjem til os 1 gang om måneden og det var et sandt helvede!!!
(vi var heller ikke kærester ret længe)
Han havde altid meget travlt med hvordan og hvorledes Emil skulle opføre sig … Emil har altid været dygtig til at spise pænt – samt sige tak for mad… En MEGET vigtig opdragelsesinstans i min verden er at man siger tak for mad…
Hans to M*G unger svinede med maden og sagde intet når de rejste sig …
Der havde jeg fat i nakken på ham – Hans svar var at det kunne man ikke forlange af weekendbørn… Øøøh Jo det kan man så godt … Emil var dengang 2½ år … Og han har altid sagt tak for mad (med sit eget sprog)
Så vi nåede ikke at være sammen i mere end ½ år – simpelthen fordi hans unger måtte gøre hvad det passede dem – Men Emil på 2½ skulle altså være bedre opdraget iflg. ham… Flot siger jeg bare… 👿