Kære unge mødre…

Jeg vil bare sige jer alle tak for at ha deltaget i min debat…
Jeg er rigtig glad for ALLE kommenterende (selvom der var nogen der gav et lille stik i mit hjerte) der er kommet, jeg vælger ikke at lukke min debat her, da jeg går meget ind for at det er vigtigt at debattere, også om ømtålige emner som dette…
Jeg har tænkte rigtig meget i nat over hele min situation…
Her til morgen har jeg lavet møder med min psykiater, psykolog og min læge for at diskutere hvad der er bedst for mit barn…
Jeg er syg, det kan jeg ikke kæmpe imod, men er også meget bevidst om dette…
Hvilket jeg tror er meget vigtigt, da jeg er sikker på, nej jeg ved, at man ikke kommer nogle vegne ved at benægte de hårde kolde fakta…
Jeg vil under strege at dette ikke er en uønsket graviditet og at jeg ikke står alene med mit kommende barn… jeg har en fantastisk kæreste og en meget støttende familie… jeg er 100% overbevist om at jeg kan magte opgaven at være mor… Jeg har tænkt det her igennem 1000 vis af gange… jeg har taget imod alt den hjælp der er at hente inden for psykiatrien og har afsluttet de fleste forløb jeg har kæmpet en hård kamp, men føler jeg er blevet meget mere selvbevidst og jeg vil faktisk påstå at jeg er blevet meget stærkere af at være syg end jeg var før… og meget mere bevist om de signaler min krop og psyke sender mig…

Håber dette gav mening

Mia Katrine