Vi købte et lille halskædevedhæng, hendes stjernetegn, som hun fik af os. Synes hun skulle have noget der kunne gemmes som minde og da hun også fik en halskæde med hjertevedhæng af mormor og morfar, tænkte jeg vi ville nøjes med vedhænget…

Hvad er det for nogle lagkage bunde? Er det traditionelle, tynde lagkagebunde eller er det hjemmelavede?

Når jeg laver en almindelig fødselsdagslagkage laver jeg den typisk samme dag den skal bruges, men når jeg laver de der “fanci” kager med sukkermasse overtræk, så har jeg altid lavet dem dagen før, for at den kan “sætte” sig og det har holdt sig fint.

@a.annette wrote:

@***Pernille*** wrote:

@Lykkeeeee wrote:

Hold da fast, de er godt nok forelskede det ene par! Det er jo helt vildt! 😀

Fejre månedsdag hver måned.. Det er sgu flot 😉

Hehe.. ja jeg sad også bare og tænkte, hold da op! Det er jo vildt 😀 og de gør VIRKELIG meget ud af det!! 😉

Hihi ja. Det var hyggeligt. Tror dog jeg ville finde det for meget i længden :). Men det er da hyggeligt.
Var der ikke også ham der satte uret, så han var den første til at ønske hende tillykke? 🙂

Jo det var det, og jeg forudsiger, at hvis han gør det efter at barnet er født, så slår hun ham i hovedet, for hun vil have lov at sove!!! 😉

Vi fejrede også vores månedsdag næsten hver måned (for at have en fast dag hvor vi lavede noget ekstra romantisk) de først par år… Men nu er det kun årsdagen der fejres (men vi er også oppe over de 100 månedsdage nu…)

Katti, må indrømme jeg kender det – vi havde også “krise” det første år som nybagte. Det har i hvert fald været klart det hårdeste år i vores forhold, men det er “gået over” igen, lidt af sig selv… Men vi prøver at være bedre til at huske hinanden og få trunten passet. Men tror også det handler om at man lige skal finde de nye roller…

@Snulle wrote:

Jeg har ikke lyst til at vise eventuelle indbrudstyve, hvordan der ser ud inde i mit hjem…

Jeg tænkte også lige den tanke, og så blev jeg enig med mig selv om, at vi ikke har noget, som langt de fleste andre ikke har…
Tror de fleste (i hvert fald i vores nabolag) har fladsskærms tv og en computer – og møbler og legetøj.. – Og det kan jeg se, at I andre også har, mon ikke der er rigtig, rigtig mange danskere der har det i dag?

Ud over det har vi ikke rigtig noget af værdi, kun vores kærlighed til hinanden, og det er der ingen der kan stjæle, hehe 😉

Men det er selvfølgelig altid en god ide lige at tænke sig om inden man ligger personfølsomme informationer ud…

@LilleLuna wrote:

Jeg har ikke lige nogen holdning som sådan til din problemstilling! Jeg vil bare gerne have forklaret begrebet ‘borderline’ – er stødt på det flere gange, men ved ikke, hvad det indebærer!?

Håber det er ok, jeg lige røg en smule off-topic!

Jeg synes det er et meget godt spørgsmål og må desværre indrømme, at jeg selv (på trods af at jeg har en bachelorgrad i psykologi) har svært ved at komme med et klart svar. Både fordi Borderline kan være virkelig svær at forklare, men også fordi der er så stor forskel på, hvordan sygdommen kommer til udtryk hos den enkelte.

Jeg havde egentlig lidt håbet der var en anden der ville svare, men nu prøver jeg, for jeg synes da du skal have et svar…

Men overordnet, så er borderline en personlighedsforstyrrelse, som kommer til udtryk (typisk) ved problemer med følelser. Regulering af, forståelse for og i det hele taget håndtering af følelser. Nogle reagerer usædvanligt kraftigt på følelsesmæssig påvirkning, nogle har tilbøjelighed til en ekstrem adfærd og nogle har meget svært ved at vende tilbage til et normalt følelsesleje efter udbrud.

Men der er mange flere facetter ved borderline. En af dem er kendetegnet ved “splitting” (som jeg også synes er svært at forklare). Men det har noget at gøre med, at man ser ting meget “sort/hvidt” og at man har tendens til at gøre nogle til “the good guys” og andre “the bad guys” i ens verden på en mere firkantet måde en andre gør.

Men igen, dette er kun nogle ting ved borderline og det er ikke så enkelt eller firkantet som det måske kan lyde. Men hvis du vil vide mere, så er der en masse informationer at finde enten på nettet eller ved psykiatrifonden. Eller måske der er nogen herinde (evt. TS?) der har lyst til at fortælle om deres personlige erfaringer med borderline, for at give et mere menneskeligt billede af lidelsen…

Jeg synes det er super, at du er åben omkring dette emne, for du har ret i at det er alt for lidt belyst og desværre meget tabubelagt. Samtidig kan jeg godt forstå, at der er nogle, der anbefaler den lukkede gruppe for “mor er syg”, for der er det nok nemmere at møde forståelse. Men jeg synes det er super, emnet også bliver vendt her i det åbne forum, for måske kan det være med til at ændre lidt på hvordan dette emne bliver opfattet.

Det er jo utroligt lærerigt for os alle at læse Twinmums erfaringer og så bagefter læse hvordan Pollemus har en helt anden og mere positiv erfaring at berette om. – Og de to historier viser jo tydeligt, at det er umuligt at sige om en psykiatrisk diagnose vil påvirke ens evne til at tage vare på et lille barn!

Personligt er jeg vokset op i en familie præget af psykisk sygdom. Min mormor har en ubehandlet borderline personlighedsforstyrrelse, som har præget min mor gennem hele hendes liv. Min mor er selv blevet en dejlig, kærlig mor, men har været påvirket af en manglende kærlighed, accept og støtte fra sin egen mor. Min mormor lever stadig, men er i dag dement og noget mere “behagelig” at være sammen med (da hendes borderline kom meget til udtryk som ondskabsfuldheder).

Jeg har to ældre brødre med skizofreni-diagnoser. De er begge førtidspensionerede, men har det under omstændighederne godt (stabile og i stand til at tage vare på sig selv). Den ene er i medicinsk behandling, men mangler sygdomserkendelse. Han mener, at så længe han tager sin medicin, så er han rask. Desværre vil alle andre nok mene noget andet… Han er meget socialt handicappet, usoineret og kan være en smule ubehagelig at være sammen med (det er meget svært at forklare).

Den anden er langt mere “normal” (undskyld, men det ord er bare det mest dækkende jeg kan komme på), han er faktisk ude af medicinsk behandling og bor i dag sammen med sin kæreste og har et godt flex-job. Dog må jeg indrømme at jeg inderligt håber, at de vælger ikke at få børn. For deres egen skyld (og for børnenes skyld)! De er nogle fantastiske mennesker, men de har så meget at kæmpe med, at der – i mine øjne – ikke er nogen grund til at gøre alting mere svært for dem. Børn er fantastiske(!) men de kræver og fortjener uendeligt meget af deres forældre, og det er bare ikke alle der er i stand til at give det…

Åh det er så følsomt et emne, for det er jo UMULIGT for mig/os herinde at udtale mig hvorvidt din beslutning er forkert. Men der er nok mange i din omgangskreds der vil have en mening omkring det, og jeg vil opfordre dig til at være lydhør overfor deres argumenter. De vil dig det bedste, og det er også dem, der skal være der til at hjælpe dig, hvis du gennemfører graviditeten. For en ting er sikkert; får brug for hjælp. Det gør ALLE mødre! – og nogle mere end andre…

Jeg håber du vil opfatte mit svar som min helt personlige velmente mening. Og så vil jeg endnu engang sige, at jeg synes det er super flot du stiller spørgsmålet her!

Knus, og alt mulig held og lykke!

Det kan jeg slet ikke huske… Jeg kan bare huske det var vildt udmattende at presse og jeg til sidst nærmest gik i panik hver gang jeg fik en ve, fordi jeg ikke kunne håndtere smerten mere og vist egentlig lidt var ved at opgive (havde presset i næsten tre timer og veerne var begyndt at aftage igen). Tilgengæld kan jeg huske det gøre SINDSYGT ondt hver gang de undersøgte mig (de troede hun var stjernekigger, hvilket hun ikke var) og så tilsidst da først prøvede at ligge en hård cup og jeg SKREG i smerte og prøvede at “kravle væk”. Så klippede de mig, og det kan jeg kun huske som en lettelse – lige indtil de lagde cuppen igen og hev, hvilket mest bare huskes som smerte-smerte-smerte, men jeg husker egentlig ikke detaljerne. Kun at min mand var lig-bleg!!