Jeg har aldrig drukket, mens jeg har været gravid eller har ammet, men andre har sagt til mig : en enkelt skader da ikke og, jeg drak da jeg var gravid og der skete da ikke noget, osv. Og når jeg sagde at jeg altså ikke ville drikke, så blev folk nærmest småfornærmede 🙄

Jeg skal liige ha’ ungerne i skole 😉

Godmorgen piger, godt at se at tråden lever endnu 😀

Vi skal have mørbrad i fad med broccoli og ris.
Ungerne er i cirkus med svigermekanikken, så vi spiser først når de kommer hjem, regner med at svigerne bliver og spiser med 🙂

Jeg har aldrig brugt gåsele til mine børn. Årsag : mine forældre brugte en til mig, og jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af ydmygelse.

@Sidse wrote:

@nili wrote:

Jeg bliver så irriteret over folk der mener at børn SKAL gå i sfo.
Helt ærligt, tror de man ikke kan sørge for at ens barn oplever noget, kammerater med hjem osv………
Vi har fået af vide af begge vores børns lærere, at vores børn er meget harmoniske og meget socialt bevidste, så den holder bare ikke. 😉

Jeg bliver ikke irriteret mere. Jeg er begyndt at forlange gode argumenter på bordet! -Men nu har jeg så også hjemmepasset begge børnene i et halvt år, og det er utroligt hvad det har gjort for dem! 😀

Godt gået 😀
Der er nu heller ikke nogen der siger noget til mig mere, jeg tror at de har fattet det 😉

Panodil, pamol og Pinex må du godt tage, det er nøjagtigt det samme.
Ipren og andre ibuprofen midler må du ikke.

Desuden står det altid på pakken eller indlægssedlen om man må tage midlerne, hvis man er gravid eller ammer.

Det jeg husker mest var følelsen af panik og angst, mange af jer skriver om følelsen da jeres børn blev lagt op på jeres mave, sådan gik det bare ikke med mig.
Fødslen var meget hård og jeg mistede meget blod, men det værste var da de ikke kunne finde hjertelyden, de tog hende hurtigt med kop, og da hun kom ud tog børnelægen hende med hen på bordet, hun trak vejret og hjertet slog, men de skulle jo undersøge hende p.g.a kompiklationerne, der gik et kvarter før jeg fik hende hen på min mave, og på det kvarter var jeg blevet så bange som aldrig før. de første dage var der INGEN der holdte hende udover mig og engang imellem hendes far.
Jeg har altid haft en angst for at der vil ske min datter noget, ulykker og sygdom, og nu er hun snart teenager, tåbeligt ikke.
Anderledes er det med hendes lillebror, han kom op til mig med det samme, og jeg har aldrig været angst for at der skal ske ham noget, og han er endda den der altid kommer galt afsted, og det er ikke fordi jeg elsker ham mindre end hans storesøster, følelsen er bare mere rolig.
Det blev langt og rodet, men jeg håber at i kan finde hoved og hale i det hele.