Da jeg var 16 år arbejde jeg i et supermarked. En dag jeg sad bag kassen kom en far og hans søn igennem kassen. Den lille dreng havde en pose slik i hånden og den skulle selvfølgelig bippes. Faren siger så til ham at han skal give ham slikket. Den lille dreng havde lige lært at gå kunne man se, da han stadig gik med hænderne over hovedet. Han begynder at små løbe (læs:stavre) væk fra kassen med slikket i hånden. Faren siger: Gustav, kan du komme tilbage med slikket. Gustav vender sig om og sender det mest gavtyv agtige udtryk tilbage til sin far og løber videre. Der blev jeg forelsket og bestemte at min første søn skulle hedder Gustav. Skæbnen ville det desværre at jeg røg til bunds med en depression for to år siden, under denne depression blev jeg overbevist om at jeg aldrig fik mand og børn og valgte og kalde min nye killing Gustav. Derfor kan jeg ikke bruge det navn til min søn. Jeg har nu mødt en mand og vi har forsigtigt talt børn og børnenavne. Jeg nævnte Gustav og han grinede voldsomt og sagde han aldrig skulle have en søn der hed Gustav. Nu var det heller ikke en mulighed mere pga min kat, men blev da lidt ked af det alligevel. Jeg nævnte også Luka, som er et navn jeg elsker og det mente han ikke man kunne kalde sit barn, der skulle s på. Så det må vi jo diskutere når det blir aktuelt. Til sidst nævnte jeg Bjørn, min fars navn. Det vidste han ikke rigtig hvad han skulle mene om, han er utrolig glad for min far og kunne derfor ikke forestille sig at hans søn skulle hedde det samme som ham, for det er hans navn. Men nu må vi se. Som pige navn har jeg altid været helt forelsket i laura, det skulle jeg selv have heddet, men min norske bedstemor kan ikke udtale det, så det blev droppet igen. Jeg endte med at hede Lone, bedstemor udtaler det Lýne og efter min mening kunne jeg ligeså godt have heddet Laura som hun udtaler lawera!