@Zarina79 wrote:

@Tarantulus wrote:

@Zarina79 wrote:

Jeg overvejer meget at snakke med min læge og få noget medicinsk hjælp til at komme videre i livet. Der er mange ting fra tidligere og nu, der gør, at jeg har det svært. Desuden har jeg en depressiv mor, som jeg desværre nok slægter lidt på! 🙁
Jeg kan bare snart ikke mere … er meget ked af det, har været hos en psykolog, men jeg føler bare ikke rigtigt, at jeg rykker noget!

Min far er læge, og han mener også, at det måske kan hjælpe mig, men han sagde den anden dag, at der er det med lykkepiller, at man aldrig er rigtig glad eller rigtig ked af det – at man på en måde bliver “neutral” i sin sindstilstand (hvis du forstår?).

Hvad er din erfaring med det, Heidi, hvis jeg må spørge? 😉

(Er imponeret over din ærlighed omkring, hvordan du har det – altså imponeret på en positiv måde! 😉 )

Som jeg skrev ovenover, så er det en del af mig og ikke noget jeg skammer mig over. Jeg ønsker hellere at folk kender mig som den jeg er, i stedet for de oplever en “forkert” Heidi, og derefter bliver skuffet hvis de opdager mine psykiske knæk.

Min erfaring med de såkaldte lykkepiller er såmænd god nok.
Jeg går dem stadig selv i form af Efexor Depot, men alene så suer de ikke. Jeg skal have anden medicin oveni.

Men jeg kunne forestille mig, at havde man “kun” en depression, så ville de være super. Hvis man altså husker at der findes flere sværhedsgrader af depressioner + der findes med angsttilstand også.

Derfor synes jeg det er utroligt vigtigt man først kommer til en psykolog. Hjælper dette ikke, så en psykiater. For de kan stille den rette diagnose, og derved sørge for man får den helt korrekte medicin, og igen kan få en positiv tilværelse. 🙂

Det der med at ma er lidt neutral i sin sindstilstand er på en måde rigtig nok. Men det er mere periodevis. Og man vil vel egentlig også hellere have det sådan en gang i mellem, end at være helt nedkørt og ulykkelig hele tiden.

Det er selvfølgelig alt andet end positivt at man skal have hjælp i form af medicin, for at kunne fungere i en hverdag, men nogen bliver ramt af det ene, andre noget andet. Og jeg synes det er vigtigt man tager i mod den hjælp man kan få.
Specielt når man har et barn/børn, da det ikke længere er en selv der skal sættes i første række, men sit barn/børn.
Men oplever så meget glæde i bare hverdagene, hvis man får den rette hjælp mod psykiske problemer.

Er helt enig med dig!
Det er bedre at få den hjælp, man har brug for, så hverdagen fungerer!

Jeg er dog bare en smule forvirret, nervøs, bekymret for det, når jeg ikke kender det på egen krop! Min mor får også medicin (hun mangler det naturlige stof i hjernen, der regulerer sindstilstanden, mener jeg – derfor har hun let til depression), og hun kan ikke undvære det!

Jeg føler bare stadig, at det er stort skridt … men samtidig ja, så er det jo heller ikke rart at gå og være nedtrykt og ked af det hele tiden!

Hvad “definerer” egentlig en depression, for nogle af de ting, jeg tumler med, ville andre nok definere som helt almindelig hverdagsproblemer, som alle kommer ud for. Der er ikke sket mig noget voldsomt grimt eller grænseoverskridende … jeg har bare svært ved at komme over de her ting. Altså, jeg går og er ked af det og kan ikke “hive” mig selv op. Det påvirker mig så utroligt meget, at jeg går og er ked af det og faktisk helst ville blive under dynen forever!

Jeg har endda taget mig selv i at stå på stationen og tænke på, om det ikke ville være bedre, hvis jeg lige tog et skridt udover kanten. Udover det har jeg ikke tanker af den art, og jeg ville aldrig handle på dem, men det skræmmer mig alligevel, at jeg kan have dem!
Det har jeg drøftet med min far, fordi jeg blev bange for mig selv … han sagde, at det er helt naturligt at have tanken – forskellen er bare, om man handler på dem eller ej!

Jeg har desværre ikke så meget tid nu, så kan kun hurtigt skrive.
De ting du fortæller tyder meget på en depression.. Sådan havde jeg det også selv.
Udover jeg selv gik ned på vores banegårde, og kiggede på togene der kørte forbi og forsøgte at tage mig sammen til at tage springet.
Udover det, så gemte jeg mig indendørs om dagen. Var kun ude når det var mørkt, tog ikke telefonen, turde ikke åbne for døren. Selvom det var familie.. Andre dage kunne jeg sidde i et hjørne og bare ryste i flere timer, men min depression er så også med angst af diverse.
Jeg skal nok prøve at skrive mere når jeg har mulighed for det igen.. Nu er jeg desværre nødt til at flyve afsted .. Men prøv at snakke med din far noget mere om det, eller ring og tage en snak med en anden læge. En udestående. Ellers er der også altid en psykiatrilinie man kan ringe og få råd hos..

@Zarina79 wrote:

Jeg overvejer meget at snakke med min læge og få noget medicinsk hjælp til at komme videre i livet. Der er mange ting fra tidligere og nu, der gør, at jeg har det svært. Desuden har jeg en depressiv mor, som jeg desværre nok slægter lidt på! 🙁
Jeg kan bare snart ikke mere … er meget ked af det, har været hos en psykolog, men jeg føler bare ikke rigtigt, at jeg rykker noget!

Min far er læge, og han mener også, at det måske kan hjælpe mig, men han sagde den anden dag, at der er det med lykkepiller, at man aldrig er rigtig glad eller rigtig ked af det – at man på en måde bliver “neutral” i sin sindstilstand (hvis du forstår?).

Hvad er din erfaring med det, Heidi, hvis jeg må spørge? 😉

(Er imponeret over din ærlighed omkring, hvordan du har det – altså imponeret på en positiv måde! 😉 )

Som jeg skrev ovenover, så er det en del af mig og ikke noget jeg skammer mig over. Jeg ønsker hellere at folk kender mig som den jeg er, i stedet for de oplever en “forkert” Heidi, og derefter bliver skuffet hvis de opdager mine psykiske knæk.

Min erfaring med de såkaldte lykkepiller er såmænd god nok.
Jeg går dem stadig selv i form af Efexor Depot, men alene så suer de ikke. Jeg skal have anden medicin oveni.

Men jeg kunne forestille mig, at havde man “kun” en depression, så ville de være super. Hvis man altså husker at der findes flere sværhedsgrader af depressioner + der findes med angsttilstand også.

Derfor synes jeg det er utroligt vigtigt man først kommer til en psykolog. Hjælper dette ikke, så en psykiater. For de kan stille den rette diagnose, og derved sørge for man får den helt korrekte medicin, og igen kan få en positiv tilværelse. 🙂

Det der med at ma er lidt neutral i sin sindstilstand er på en måde rigtig nok. Men det er mere periodevis. Og man vil vel egentlig også hellere have det sådan en gang i mellem, end at være helt nedkørt og ulykkelig hele tiden.

Det er selvfølgelig alt andet end positivt at man skal have hjælp i form af medicin, for at kunne fungere i en hverdag, men nogen bliver ramt af det ene, andre noget andet. Og jeg synes det er vigtigt man tager i mod den hjælp man kan få.
Specielt når man har et barn/børn, da det ikke længere er en selv der skal sættes i første række, men sit barn/børn.
Men oplever så meget glæde i bare hverdagene, hvis man får den rette hjælp mod psykiske problemer.

@Snulle wrote:

Til dig Tarantulus :0)

Jeg får skam medicin.. 🙂
Jeg har været medicineret i de sidste 7 år snart.
I min graviditet & efterfølgende har jeg s’føli ikke fået normal dosis, da der jo skulle tages hensyn til Loke.
Men normalt får jeg denne medicin:

Efxor Depot 300 MG
Zypreza 10 MG
Truxal 150 MG
Alopam NV

Så jeg er dækket ind 😉
Eller ikke lige nu.. Skal til min psykiater i dag & snakke medicin ordinering langt om længe..

@Snulle wrote:

Puha, det lyder som en hård hverdag, hvis du ikke får medicin! Men gennem diverse indlæg er jeg trods alt glad for at høre, at du har fundet frem til noget der hjælper dig, og at det går bedre.

Huh? Hvem hentyder du til? 🙂

@Maria(Anders) wrote:

Heidi, jeg synes jeg får mere og mere respekt for dig. Har kun “hørt dig tale” når du ved hvad du snakker om og din veltalende facon er slående… i starten synes vi (mor_til_oscar og jeg) at du var lidt funky. Rent udseendemæssigt, og det er du jo også af og til 🙂 og på hospitalet havde du det meget skidt så det var svært at få et rigtigt indtryk af dig. Dig og Anders var nødt til at gå fordi jordemoderen talte og talte i ét væk og det var lidt ærgeligt, ville godt ha talt med dig dengang.

Bonus til dig for at være som du er.

Ihh jeg bliver jo helt rørt nu.. Taark 🙂
Jeg er ret mystisk udseendemæssigt -Det kan vi hurtigt blive enige om 🙂 😛
Men oftest foretrækker jeg at kun tale, udtale mig om ting/emner som jeg har erfaringer ved og som jeg måske har lidt viden til.
Aldrig fedt at sige man ved det ene og det andet, og så bliver det modbevist -Ups der dummede jeg mig 🙂
Jaeh de var ikke så søde den gang på hospitalet.. Kunne slet ikke følge med, kunne ikke stå, og der var ingen siddepladser osv. Så det var en total dårlig oplevelse for os. Også derfor jeg ikke kom igen i den gruppe. Jeg kunne simpelthen ikke magte det med ryggen osv.
I kan stadig nå at snakke med mig 😉

@Sapphire wrote:

Jeg startede med en mild dosis Cipramil, som så blev sat mere og mere op,men det var ikke nok, så jeg skulle også have Remeron og da jeg så havde fået dem et stykke tid, begyndte jeg at få det rigtig godt.

Smed alle pillerne for et par år siden, da jeg havde rigtig godt og det har jeg stadig 😀

Fik du remeron smelt?
De var nok lige klamme.. Jeg fik almindelige remeron, men så blev de jo lavet om til smelt.
Jeg synes også de var ufatteligt gode den første tid og de gjorde det hele langt mere positiv. Cipramil synes jeg så ikke synderligt om.
Smed du medicinen uden hjælp, eller ved nedtrapning?

@Sapphire wrote:

Dengang jeg fik min depression gik jeg til lægen, hvor hun spurgte, jeg havde lyst til at tale med en psykiater. Men det afviste jeg blankt og hun udskrev nogen Alopam til mig.
Et par måneder efter tog jeg til lægen igen, da Alopam ikke virkede og spurgte igen,om jeg ikke ville til en psykiater og der sagde jeg så ja.

Psykiateren stillede min diagnose, som var depression med angstanfald og udskrev så lykkepiller til mig og henviste mig yderligere til en psykolog.

Alopam har jo intet med depression at gøre, så underligt hun udskrev det.
Men da du først fik det rigtige, der havde det vel også positiv effekt?
Når det ikke fungere på en, så er det jo ofte fordi man ikke får hvad der passer til ens diagnoser.. Da det blot er en læge der udskriver hvad de lige mener er det korrekte.