1… barnefaderen.
Vi har været kærester i 3 år og ingen af os har kendt andre før, jeg har endda givet kæresten hans første kys (ud over fra hans familie).

Har du prøvet at henvende dig til Københavns kommune? De må kunne hjælpe jer med at finde noget hurtigt.

Læste et sted at hvis man først fik kønnet at vide ved fødslen og det var modsat af hvad man havde troet/ønsket så skulle man tillade skuffelsen at flyde ind over sig men den skulle ligeså hurtigt ud igen. Som et åndedrag. Det var egentlig en smuk beskrivelse, syntes jeg. Det gælder vel egentlig også til skanningerne.

Jeg startede graviditeten med en klar fornemmelse af at det bliver en dreng, dels fordi kærestens familie har mange drenge men også fordi vi kun kunne komme i tanke om drengenavne. Og fordi jeg helst ville have en dreng fordi jeg havde en vag forestilling om at de er bedst til at være den store i søskendeflokken, hvilket selvfølgelig er noget vrøvl, men jeg har selv været så led en storesøster.

Til MD skanningen var den lille genert, men vi fik dog at vide at det måske var en pige, dog med stor usikkerhed. Fra hun sagde pige til jeg fattede at hun ikke havde sagt dreng gik der adskillige minutter, så ja, jeg var vel skuffet lige der. Kæresten og jeg aftalte så, at fordi intet var spor sikkert ville vi forholde os, som om vi ikke kendte kønnet, dvs. købe neutralt og ikke sige hende om barnet.
Alligevel spirede ideen om en lille pige, og hvis de hiver en dreng ud af min mave på mandag så skal jeg lige bruge ovenstående åndedrag til at vænne mig til tanken. Selvom jeg startede med tanken om en dreng. Skørt?

Så skuffelsen er ikke på grund af barnet, men på grund af mig selv og mine dumme ideer om hvordan fremtiden bliver. I hver eneste dagdrøm om hverdagen bagefter man har haft igennem de sidste 9 måneder, har barnet jo måtte have et køn, så det er nok mere de tanker, der lige skal revideres.

@Mango wrote:

Okay – jeg forstod det bare som at det var navne som du havde fundet på ligesom “Thalianna”. Nu er jeg med igen 😆

he he. Ja, min opfindsomhed rakte simpelthen ikke til at ændre dem.

Nu vi er ved navne, hvordan er Fluffla så opstået? Det er noget af det sødeste jeg længe har hørt.

Når man overvejer at skrive et brev til sine tæer for at bevare kontakten. (højgravid)

Når man skal beregne 3 gange så lang tid til at sige farvel til familiesammenkomsterne.

Når biblioteket hjemkalder Politikkens Store Graviditetsbog fordi man maks må genlåne den 9 gange i træk.

Når man i svømmehallen strutter med maven mens samtlige andre hunkønsvæsner misundeligt kæmper for at holde den inde.

Når man ved at høre nogen i H&M sige str. 50 umiddelbart tænker nyfødt i stedet for Big is Beautiful.

Jeg havde bestemt ingen mave i 12. uge. Men jeg må have været oppustet og øm for jeg husker at jeg smed ALT tøjet ligeså snart jeg kom hjem, jeg kunne ikke holde ud at blive rørt på maven og jeg kunne næsten ikke spise noget, ikke på grund af kvalme men luft.

Jeg fik en meget lille bule fra omkring uge 15 men folk jeg ikke kender kunne først se det fra uge ca. 20.

Det med at maven er mindst om morgenen kan jeg også genkende. Til lægeundersøgelse i uge 24 troede min læge at jeg var i uge 9 fordi jeg sad ned! Der var kun en lille delle at se. Men om aftenen var den vokset til en fin mave. Jeg tog et billede fordi jeg ville se forskellen.

Nu er jeg 37+3 og der er nok 5-6 cm forskel på hvor langt maven går ud fra om morgenen til om aftenen. Det er vildt hvad kroppen kan.

Det er jo sket før at piger har opdaget en graviditet sent netop fordi de stadig fik mens. Jeg ved der i hvert fald er nogle stykker her på ungmor, så ja det kan da godt lade sig gøre.

Jeg synes du skulle lade lægen tage en blodprøve, den er mere præcis.