Jeg reagerer altid bagvendt i sådan nogle situationer.

Det var første forsøg og jeg var gået 10 dage over tid men testede hele tiden negativt, så på 10. dagen ville jeg begynde at teste for ægløsning så vi ligesom kunne “komme videre”, men så tog jeg også lige en sidste g-test når jeg nu var igang. Den var så svagt positiv. Så kaldte jeg på min kæreste og så tog vi en hver. (Det er i øvrigt en god måde at få noget at sammenligne med, hvis man ikke helt kan referere til de billeder der er på indlægssedlen. Mandens urin indeholder helt sikkert ikke hcg så her har man en god og simpel markør for ikke-gravid, såfremt man kan overtale ham til at deltage.)
Nu kunne jeg godt se at den var positiv. Min kæreste smilede og kyssede og omfavnede og jeg stod bare der kold og kynisk og sagde “Ja, den er da vist positiv.” Der gik mange uger før jeg kunne få mig selv til at sige “Jeg er gravid”, det var sgu lidt ligesom de der AA møder de altid har med på film.

De første mange måneder forventede jeg nærmest at få en påtale eller blive sendt hjem igen når jeg gik til læge og JM. Ventede bare på at få at vide at jeg var for ung og der var sket en fejl, det var en andens barn jeg havde snydt mig til at bære. Først efter at maven er blevet rigtig stor kan jeg gå igennem babyafdelingen i H&M uden at krympe mig og føle en underlig dårlig samvittighed. Kender nogen af jer det?

Er forresten heller ikke nået ud over “den”-stadiet endnu. Vi kender ikke kønnet og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at begynde at kalde fosteret/barnet ved kælenavne, men føler lidt at jeg skal det når nu JM og alle andre omkring mig kan. For mig er det stadig bare “den” og jeg må ærligt indrømme at jeg har dybere følelser for vores kat end for den bandit, der terroriserer mine indre regioner. Hvor er mit moderinstinkt?

Da mine forældre ventede mig, spurgte min far min mors forældre om ikke de ville reservere den 27. juni 2005 til 18-års fødselsdag. Det ville have været en større succes hvis de var lige så talstærke som han selv. Der gik vist ret lang tid før min bedstemor udbrød “Guuuuuuud….” og så gik snakken vist. Ideen med 0 års fødselsdag er nok langt nemmere lige at fatte midt i at skulle kapere nyheden.

Da vi selv skulle fortælle det til vores forældre, vidste vi godt at de slet ikke var forberedt på at blive bedsteforældre inden for de første mange år så vi besluttede at gøre det blidt. Jeg var ret sikker på at få en negativ tilbagemelding, fordi vi var, syntes jeg selv på det tidspunkt, uansvarligt unge.

Vi havde sørget for at invitere os selv og kærestens forældre hjem og spise hos mine og skæbnen ville, at de vordende bedsteforældre helt af sig selv begyndte at tale om de der børnebørn de glædede sig til at få om nogle år. Og så fortalte de ellers om hvor hårdt og dejligt det ville blive for os, og jeg sad bare og krøllede tæer og tænkte at de ville blive skuffede når vi fortalte nyheden.

Et af vores vennepar, også ret unge, var blevet gift et halvt år inden og vores forældre vidste godt at vi kunne finde på at følge trop. Så vi planlagde noget i retning af: “Vi havde planlagt at blive gift til foråret (her plads til reaktioner a la Næææh og Neeeeej)… men Alice vil ikke kunne passe kjolen så det må vi udskyde.”
De blev MEGET stille, min far fattede ikke helt det med kjolen og troede vi skulle giftes så han skulle lige have det forklaret igen. Mødrene tudede og der gik lige 5 minutter hvor de ikke sagde andet end “er det rigtigt?” og så sprang min mor op og hentede de få flasker spiritus de af en eller anden grund altid har stående dækket af støv i et skab, de drikker ellers aldrig af dem. Så det blev fejret og de var meget glade alle sammen og min far endte efter en lang tænkepause med at konkludere, at det nok var det bedste tidspunkt vi havde valgt til at få barn. Og det er store ord, når de kommer fra ham. Så alt i alt en fuldt ud positiv oplevelse.

Jeg ved ikke hvordan jeres forældre har udtrykt sig mht. børnebørn, mine havde jo gjort det klart inden at de helst så at vi ventede men blev så alligevel fuldstændig lykkelige da nyheden kom. Så jeg tog egentlig den lille beretning med for at fortælle, at frygten for negative reaktioner sandsynligvis er ubegrundet. Bare nyd det.

Min computer ekspert her ved siden af siger prøv at afinstallere det program som kommer med det trådløse netværk og så installer igen.

Jeg får akupunktur mod bækkensmerter, hvilket jo ikke helt kan sammenlignes, men jeg ville fortælle dig at det virker rigtig godt på nogle. Så hvis du er en af dem synes jeg bare du skal kaste dig ud i det, og du skal ikke være bange for at være til besvær. Du må jo prøve det før du ved om det virker.

Jeg synes tre uger er lang tid at vente på bedring, jeg ville give det tre dage og så prøve at få en tid. Ventetiden på første behandling kan alligevel gå hen og blive et par uger så det er jo et fedt, og hvis generne forsvinder imens kan du jo aflyse så en anden kan få glæde af de dejlige nåle.

Held og lykke.

Hjemmelavet pizza. Mums.

Biokemi på 2. år, Københavns Universitet.
Jeg har termin med første barn 8. maj. Og jeg kender kun én anden på hele det naturvidenskabelige fakultet, der har fået barn så savner også nogen at tale uni/barn kombination med. Er I derude?

Forligsmanden har ifølge loven ret til at udsætte strejken 2 gange á 14 dage, og den ret er han praktisk talt forpligtet til at gøre brug af. Så det bliver måske ikke fra 1. april hvis det overhovedet bliver.

Desuden er det ikke alle jordemødre i hele landet på samme tid; man trækker lod i kommunerne og regionerne så alle faggrupper er repræsenteret men aldrig så der ikke er nogen tilbage.
Så fat mod piger, og hvis vi ender med at være de uheldige, der føder i strejken, så husk lige at jordemødrene ikke er sure på os, kun på deres forhold, og de er forpligtet til at strejke hvis de er udvalgt.