Hvem har mistet? (En graviditet, et foster, et barn)

jeg har mistet min datter mandy da hun var 2½ måned gammel pga 6 alvorlige hjertefejl.. hun lå i hjerte-lunge maskine i 5 dage efter operationen men da hun ikke fik det bedre og desværre begyndte at bløde meget valgte vi at slukke for det hele.. vi fik vores anden datter Abby under et år efter mandys dødsdag der er 1 uge imellem de 2 datoer..

vi ved vi har valgt det rigtige for vores datter, hun har det bedre der hvor hun er nu, og man er en god forældre når man vælger at de skal have fred frem for at de skal lide..

knus karina

Som du ved mistede vi vores søn i uge 18. Han havde meget væske i kroppen og var meget syg. Vi vurderede det ikke til et værdigt liv hvis han endelig skulle overleve (et mirakel) og han altid ville være syg.

Det var d.23/6 i år. Det er hårdt men ekstra i hård i perioder, hvis i forstår!

Vi er ved at forsøge igen, men har ikke haft held endnu!

Forresten selvom han ikke levede var han stadig vores barn og ikke er foster (selvom overlægen blev ved med at kalde ham det). Han hedder Sebastian og var vores søn ligeså meget som vores anden søn!

Har lige siddet et stykke tid og tænkt på, om jeg egentlig vil dele historien. Og det blev jeg så enig med mig selv om, som i kan se, at jeg ville.

Da jeg var 15 blev jeg gravid med en lille dreng, Julian (kalder vi ham). Men i 23. uge fik jeg en provokeret abort, fordi han var for lille så. Han tog simpelthen ikke noget næring til sig. Så ham fødte jeg i 23. uge den 4. September 2002, han vejede 197 gram og var 22 cm lang. han var i live i cirka 2 minutter, så jeg og hans far fik lige hilst på ham.

Det var egentlig ikke, fordi jeg havde det så hårdt bagefter. Jeg accepterede bare, at jeg ikke skulle være mor lige der. Men selvfølgelig tænker man da på ham engang imellem. Men må ærligt indrømme, at jeg ikke husker alt for meget omkring ham.

Jeg mistede vores 1. lille datter i januar 2002

Jeg var 19 uger henne, og hun blev født pga. anencephali.

6mdr (Juli 02) efter havde jeg et lille foster der var gået til grunde i 7. uge

5 mdr (dec 02)efter igen, havde jeg endnu et lille barn med anencephali, så det fik jeg også fjernet.

I maj 2004 fik vi endelig vores lille søn

December 2005 havde jeg en sa, 5 uger henne.

i marts 2007 blev vi forældre igen, til vores lille datter

Så jeg orker bare ikke graviditet mere 🙁

Stort knus og kram til jer nadia!!!

Hej

Ja, jeg har så mistet 6 gange. Alt fra uge 6-14.
Når folk siger til mig, at det jo “ikke er rigtige babyer”, så bliver jeg meget ked af det. For mig er det mine børn. Jeg har glædet mig, og haft masser af håb og drømme for og om dem. Jeg venter mig ikke et foster, men et barn. For mig er det børn, selvom jeg godt ved, at de ikke ville kunne leve udenfor min krop på det tidligere stadie, og selvom de rent etisk ikke bliver betragtet som børn.

Tina

Hej Naddi og famillien åh det gør ondt at læse i måtte afbryde svangreskabet,det er så svær en beslutning at tage men i gjorde det for Elias skyld og ved han har det godt i himlen hvor han er nu,det er dejligt i fik lov at nyde ham i 3 timer og 27 minutter han var en lille fighter.

Jeg har også selv oplevet min datter døde på grund af sjuske fejl fra Herlev sygehus og det gør så ond man føler nogen af en selv dør og kommer aldrig over tabet men jeg har nu lært at leve med det men glemmer hende aldrig.

I 2004 ventede jeg min datter Natasja jeg havde meget vand i kroppen og stærk svangre skabs forgiftning,så blev indlagt og fik flere gange dagligt piller mod meget for højt blodtryk også,6 nowember tidlig morgen ved 5 tiden vågnede jeg med mega smerter nøøøøj det gjorde ondt kunne ikke stå ikke gå ikke lige anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv kalde på persounalet som kontaktede lægen der blev forsinket grundet noget vigtigt på fædegangen,klokken gik og jeg tikkedeog plagede om hjælp men hver gang fik jeg samme besked hun kommer så snart hun kan der er stadig problemer på føde gangen… kl ca 9.30 skulle alt persounale på afdelingen spise frisk brød det var vigtiger end at tage mig seriøst jeg fik på en underlig måde møvet halvt kravlet udb forand deres dør hvor de spiste og bad om hjælp men jeg skulle gå ind og lægge mig de skulle nok komme. Jeg ringede fra min mobil til min mor der også var på hospital bare et andet desværre hun var selv lige blevet opereret og kunne derfor ikke komme i en fart ved hun ville have styrtet afsted og skabt sig fuldstændig til jeg fik hjælp.. endelig ved 12 tiden blev der stue gang hurra jeg fik så kørt en ctg-strimmel men hov hjerte rygtmen dykkede og man måtte pludeslig hente hjælp i form af en syge plejerske så fik jeg to strimler på en for at finde barnet og en til min puls så det kunne se om det var hendes hjerte men jo den var der men dykkede ret så kraftigt så kom lægen gav mig noget smerte stillende medinin men nåede ikk at sluge dem før min smerte forsvandt åh det var så skyndt en lettelse efter så stærke smeret siden kl 5 nu mærkede jeg hvor sulten jeg var og fik lyst til at spise lægen sagde jo jeg bare skulle slappe af alt var under kontrol det var jo bare dejligt. De ville ringe efter en potør så jeg lige kunne komme til scanning på føde afdelingen det tog en halv times tid så kom jeg der ned unden smerter og blev scannet af lægen jeg så selv der intet hjerte var hun drejede skærmen og sagde vi venter på en anden læge han kom og stod og glode på skærmen og sagde de måtte beklage men fostert var dødt og væk var alle fra afdelingen så kom en jordmor og talte med mig og jeg var så gal over de ikke havde troet på mine smerter. mit vand gik og jeg fik weer som gjorde ondt men intet nogen lign de smreter jeg havde da min moder kage havde løsnet sig i alt den tid jeg havde smerter uden pause,jeg sagde til mig selv at de tog felj og hun nok skulle græde da hun blev født men nej intet skrig en varm lille fin pige men blå læber og lukket øjne øv jeg var nermes bange for hende ved ikke hvorfor men det var jo ikke hvad jeg havde havde forventet det var skræmmende og frygteligt mine tanker fløj rundt hedes far sad med hende da hun endnu var dejlig varm´men jeg turde ikke bange for at tabe hende selvom hun var død. Vi fik avide hun ville komme til at stå på køl og vi skulle forsøge at få søvn fødte om natten den 7 now hun vejede 3120 og var 51 lang jeg fik piller til at stoppe min mælk det hjalp ikke spor jeg sejlede i hendes mælk om morgen ville vi have hende op vi som lovet men efer en time fik vi avide hun var kørt til opdoktion jeg blev så gal jeg havde ikke holdt hende og venner og familie kom for at se hende vi fik hende igen kl15 men de havde taget bileder af hendes krop og givet hende body stockingen ud over endes sparke dragt min mor måtte klæde hende om syntes det var så dårligt af dem vi lå på afdeling hvor de andre gik med deres nyfødte børn sad lige uden for vores stue og fik gæster gaver og tillykke og nej hvor hun sød tillykke det var ikk sjovt at høer på vi fik vores datter ind med sin dyne over hoved og måtte ikke gå ud med hende uden dynen over hoved de andre mødr og føder skulle skånes men ikke os vi skulle bare lytte og kigge på de andres børn. vi beslutede hun skulle opdokseres inden vi forlod hospitalet…

Opdoktions samtalen

fik avide hun havde blodsprængninger fordi hun havde kæmpet for sit liv lige hvad jeg ikke ønskede for min lille pige hun har lidt til det sidste,lægen sagde de ikke havde troet mine smerter var så slemme og min moder kage sad opad til så blodet samlede sig inden i min mave og det derfor ikke var fløjet ud med blod så de havde fået mistanke om det var oderkage løsning,og hun ville have været i live hvis de havde troet på mig nej jeg var dobbelt så sur efter denne samtale havde håbet de havde sagt hun var død uden smerte og der var noget galt så hun ikke kunne have levet men nej hun var helt perfekt…

Befravelsen

presten Tom fra hospital var så sød og han var så fantastisk han snakkede længe og flere gange med os ham har jeg kun godt at sige om men ikke de abdre hoveder fra afdelingen vi kørete hende selv i min mors mands bil havde lagt bag sæde ned og købt en flot hvid velour dug og vi bar selv kisten ind i kirken og ud igen og min mor og manden kørte hende på kirkegården hvor hun skulle brændes og i urne jeg lagde hende selv i graven hvo vi nu har en flot sten med hendes navn og et minde om vores datter herlev er skyld i døde..

De kærligeste og trystende tanker til jer i den svære tid men venlig hilsen Camilla