@Jamie0709 wrote:

Jeg får skam lov til at tage ud.. Han vil gerne have at jeg tager ud alene, for det har jeg brug for..
Men når dagen så kommer, tør han alligevel ikke være alene en hel nat med Jamie.. Så finder han på noget han gerne vil og forsøger at få mig overbevist om at det er smartest at få Jamie passet så vi begge kommer ud, dog hver for sig!

Nicolai har stadig ikke haft Jamie alene om natten og om morgenen, Vores søn er 7 mdr.!

Jeg vil helst ud sammen med Nicolai, (men også alene en gang imellem) jeg vil bare også gerne se at han kan være alene med Jamie (det er bestemt ikke fordi han ikke vil, han er nervøs, men for hvad?!).

Så derfor ender det altid med at han tager ud, for det har HAN brug for.. Det er altid noget helt specielt.. (som f.eks. en fødselsdag, eller at han ikke har set sine veninder længe, eller at hans bedste ven skal til Afghanistan..)

Nu har jeg bare fået nok, dette har jeg dog sagt til ham det sidste halve år!

Vi kan da stadig være unge og gå i byen selvom vi er forældre, bare ikke tre gange hver måned.. Er han bange for at blive voksen??
Og hvorfor er det så svært at forstå at han ikke bare kan tage ud og være væk om natten når det passer ham? Hvad med mig? Og Jamie? Og Ansvar?

Hvad med vores lille nye familie?

Måske skal du gøre det endnu mere tydeligt – bede ham direkte om at tage sig sammen og tage ansvar for den familie han har skabt.

Og så skal du ikke lade ham løbe om hjørner med dig 😉

Du skal stå fast på, at han bliver hjemme, mens du morer dig, og så må han være far sålænge.

Hvis han ikke vil være det ansvar bevidst, så ved du jo hvad konsekvensen for jeres familie vil blive i den sidste ende og hvad konsekvensen for ham vil blive (at han skal være alene med sønnike), og så er det spørgsmålet om han vil træffe beslutningen eller om du skal gøre det for ham.

Mænd gør som de får lov til, så det er der opfattelsen fra deres side kommer fra.

Nu svarer jeg generelt, og det er ikke rettet mod nogen som helst herinde.

Jeg tror meget af det (ikke alt) skyldes, at folk ikke ved hvem de selv er, hvem deres partner er, og ikke ved hvem de er som par før de får børn.

Enhver part i et forhold har brug for at vide hvem de er, og ved de ikke det, så er det en sværere start på parforholdet, hvis man først og fremmest kun lærer sig selv at kende qua sit parforhold.

Så ender det tit med, at man går på kompromis med sig selv, finder sig i formeget for ikke at miste sig selv.

Og kender man ikke sin partner eller sig selv, så er det også ret svært at kommunikere, og fordi man får et barn sammen er det jo ikke ensbetydende med at man er et PAR – men bare 2 forskellige personer der “tilfældigvis” har fået et barn.

Kan komme med et eksempel fra min vennekreds.
Havde en god ven og en god veninde. De havde været kærester i næsten 8 år (boet sammen i 7 år).
Ingen af dem havde boet hver for sig, de flyttede direkte hjemmefra og sammen.
De kendte 😉 jo virkelig hinanden godt men de kendte ikke sig selv, da de aldrig havde været alene, og derfor så gik deres ægteskab også i opløsning efter 6 mdr, fordi de simpelthen fandt ud af at deres person ikke var andet end kompromiser.

Heldigvis så havde de ikke nået at få børn sammen.

😉 ja, det kommer jo an på hvor mange penge det drejer sig om, og om det skal være her og nu og i kontanter.

a) kan du låne af nogen?
b) kan du skyde betalingen?
c) Kan det aftales at bruge bankoverførsel?
d) har du hæve/dankort?

ellers er der nok ikke så meget du kan gøre.

I 4 år (heraf gift i 1 år)
Har altid først ville have børn, når jeg var gift.

surt 🙁

Det er trist, at det, der var skulle have været en hyggelig påskefrokost for dit vedkommende endte med en skuffelse.

Som andre har nævnt, så var der ikke så meget du kunne gøre.

@Cadres wrote:

@Duske wrote:

@Cadres wrote:

@Duske wrote:

Ja, man kan jo ikke andet end undre sig ganske gevaldigt over hvor forældrene var henne.
Den kan de så sidde og tygge på.

Den bedste familie bekymrere sig, ved hvad deres børn går og laver og hvem de er sammen med – og frem for alt handler!

Synes ikke du kan være bekendt at sige/skrive sådan!
De fleste unge, der er i det miljø – ville sjældent fortælle mor og far at man går i byen og fylder sig med gift! Der lyver “man” somregel!

-Min mor ved ejg har røget hash et par gange, men det er også alt hun ved, og hun får heller ikke mere end det at vide!

I det “miljø” – sjovt du lige skulle skrive det.
Hvis man som forældre ikke ved, hvilket “miljø” sine børn befinder sig i (og dermed kender deres venner og hvad de laver), så har man som forældre sovet godt i timen.

Det kan da godt være at nogle forældre vælger at være revnende ligeglade med hvem deres børn er sammen med i weekenderne, og at det er ok at deres lille BO tager over til Knud, Hassan og Henrik hver fredag uden at ane mund om hvem Knud, Hassan og Henrik er og hvad de laver.

Men så har forældrene også et eller andet sted valgt at være ligeglade.

Min mor har aldrig været ligeglad! Hun kendte mine venner og mine kærester – hun vidste bare ikke hvad de lavede!
Og ja – det “miljø”…. Et slags dobbeltliv. Let at leve!! Been there done that!

Synes ærlig talt du skal til at stoppe nu – i det hele taget burde denne tråd lukkes!

Ved du hvad.

Jeg vælger lige at trække alderskortet her 😉
Jeg er næsten 10 år ældre end dig, og har arbejdet de sidste mange år med børn og unge.

Du siger at din mor kendte dine venner og kærester, men har hun ikke vidste hvad de lavede.
Det har jeg hørt fra rigtig mange forældre, der har haft børn der var ude i noget skidt, og det viser sig så også at de faktisk slet ikke har kendt deres børns omgangskreds.

Vi har alle vores livserfaringer og taler derud fra – den rettighed er for alle.