Fora At Miste Hvem har mistet? (En graviditet, et foster, et barn)
Viser 15 indlæg - 76 til 90 (af 123 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #6278325
    MariaM
    852 Indlæg

    Puha hvor er det bare hårdt at sidde og læse alle de forfærdelige ting i alle har været igennem..

    Bliver helt bange for at blive gravid 🙁

    Stort knus til alle jer skønne kvinder..

    #6278326
    Snulle
    1908 Indlæg

    Har haft en MA i uge 10. Fik udskrabning og så ellers kørt til opvågning ved siden af en nybagt mor, som var så lykkelig for sit nyfødte barn. Så lå jeg der med bristede håb og drømme og skulle høre på det jeg ikke skulle opleve selv LIGE AKKURAT EFTER JEG HAVDE GENNEMGÅET DET SVÆRESTE I MIT LIV. Jeg forstår ikke hvorfor!

    #6278327
    annette27
    17 Indlæg

    hej alle…
    jeg mistede min søn andre´ marcus 10 dec 2000 1mdr og 4dage gammel af vuggedød!!!!
    det var en hård omgang 😥 selvom det er 7år siden nu er der stadig dage hvor alt er noget møg….. især på mærkedage ( hans fødselsdag og dødsdag 😥

    #6278328
    Andersine
    48 Indlæg

    mistede min ene tvillingpige i uge 35, den anden overlevede og vejede 1700 g og var 42 cm lang!

    #6278329
    tulle1979
    671 Indlæg

    Jeg havde en spontan abort i 2003 hvor det gik galt i uge 13

    #6278330
    Sesse89
    1445 Indlæg

    Jeg har været gravid udenfor livmoderen

    #6278331
    frandsen
    635 Indlæg

    hej
    jeg har haft en graviditet uden for livmoderen, her i sommers de opdagede det da jeg var 7 uger henne, så jeg var jo ikke så langt. fik mens tre dage efter og ca 4 uger efter testede jeg positiv heldigvis. var bange for der ville gå rigtig langt tid da de havde fjernet min æggeleder da den var sprunget.

    knus vibeke

    #6278332
    Anonymous
    51552 Indlæg

    jeg havde i februar 2007 en Ma i uge 14+3..
    Jeg gik til kontrol fra uge 11 da de ikke vidste om der var liv eller ej, men en dag da jeg havde fået en tid igen igen på kolding sygehus kom overlægen og scannede mig og fortalte at der ikke var liv..
    Det er noget af det hårdeste jeg nogensidne har oplevet. Glemmer det aldrig. Jeg troede at alt var ok igen da den sidste læge sagde at hun kunne se hjerteblik så var taget alene derop.. Sikke en lang tur hjem, måtte holde ind flere gange.. Kim var der ikke da jeg kom hjem. ringede til min mor, men hun kunne ikke komme (boede 60 km væk fra hinanden). Jeg skulle komme igen mandagen efter, Søndag aften begynder jeg at pletbløde, men det stopper igen. kl ca 9 mandag morgen får jeg MANGE smerter, ligesom veer faktisk og bløder rigitg meget. Ringer op til kolding sygehus og de ber mig om at komme. Smerterne tager til. kim og jeg køre der op.. venter 1 1/2 time på at komme ind og jeg er godt gal.. kommer til og han scanner mig og ser at aborten er igang men livmoderen ikke har åbnet sig særlig meget. Får 3 muligheder: 1: en udskrabning. 2: piller og en indlæggelse 3: piller og ta’ hjem. Nr 3 ville han dog ik anbefale da jeg bløder meget og virker afkræftet, men jeg VIL hjem. Nå men 5 timer efter er det over.

    #6278333
    ZSFE
    14 Indlæg

    ej, hvor er det hårdt at sidde og læse
    – kan ikke få mig selv til at læse mere.
    – føler virkelig med jer alle sammen, og ville ønske jeg kunne tage noget at den smerte i har følt, for at gøre det lidt lettere
    – er selv gravid 7+1 , og håber virkelig ikke jeg mister det

    #6278334
    GIA
    39 Indlæg

    Jeg har haft en missed abortion som blev opdaget da jeg var 12+6… Jeg skrev om forløbet kort tid efter, og det er den tekst jeg har kopieret ind herunder…

    ************

    Lørdag d. 29/5 om aftenen opdagede jeg ved et tilfælde at jeg havde fået noget brunt udflåd. Jeg blev meget bange og begyndte at ryste over hele kroppen samtidig med at jeg græd (Gry sov heldigvis).
    Min dejlige mand ringede med det samme til vagtlægen som sagde at jeg skulle holde mig i ro. Når det ”kun” var brunt og ikke havde været der ret længe så var der endnu ingen grund til bekymring. Hvis det stadig var brunt den følgende dag eller blev rødt så skulle vi ringe igen.
    Søndag morgen/formiddag var der kommet mere end der var aftenen før så min mand ringede igen til vagtlægen. Han sagde det samme som vagtlægen aftenen før, men hvis jeg gerne ville til undersøgelse kunne vi bare komme.

    Min mand afleverede Gry hos min far og stedmor, jeg kom i bad og så kørte vi til vagtlægen. Vi ventede i knap 1 time (rent helvede) før vi kom ind.
    Vagtlægen var flink nok, men han synes ikke der var grund til at undersøge mig eller sende mig til scanning. Undersøgelsen ville kunne sætte gang i en abort hvis risikoen var der og når jeg ikke blødte frisk blod var der heller ingen grund til scanning. ”Kuren” uanset hvad ville i alle tilfælde (gid det var så vel) være at være sengeliggende til udflådet var normalt igen.

    Mandag var både dagen hvor Gry blev 2 år og dagen hvor min svigermor kom hjem på ferie fra USA. Det havde længe været planen at vi skulle hente hende i lufthavnen og holde fødselsdag for Gry hjemme ved min mands mormor. Jeg valgte at tage med fordi der var en bedring i udflådet og fordi jeg kunne ligge på sofaen hos min mands mormor.
    Køreturen gav mig flere smerter så jeg fortrød hurtigt. Trods alt havde Gry en dejlig fødselsdag.

    Om aftenen var mit udflåd blevet mere rødligt end det før havde været. Vi besluttede at se tiden an til næste morgen.

    Tirsdag d. 1. Juni havde min mand fået lov at møde lidt senere, så han kunne aflevere Gry i dagpleje (min svigermor skulle hente hende og have hende til torsdag aften). Ved et tilfælde havde han glemt noget herhjemme. Da han kom hjem var jeg lige gået på toilet og lige da han var ved at gå ud af døren opdagede jeg at mit udflåd var blevet mere blodig så han blev hjemme.
    Vi ringede til vagtlægen som sagde at vi skulle ringe til vores egen læge. Min mand fik endelig fat i vores egen læge som desværre ikke havde tid den dag, men jeg fik i stedet en tid ved reservelægen kl. 12:50. Vi ventede i ca. 25 minutter på at komme ind. Jeg var bare så nervøs.
    Først stillede hun en masse spørgsmål. Derefter undersøgte hun min urin, som var fin. Så skulle jeg have lavet en underlivsundersøgelse. Hun kunne bare ikke komme til at se efter om livmoderhalsen var der og om der var lukket, fordi der var blod der slørede det. Så hun valgte at sende mig til scanning. Der fik jeg tid til kl. 16:30.
    Vi kom lige til tiden. Vi blev vist ind i venteværelset som i øvrigt var MEGET varmt. Der ventede vi 1 time (mens vi var der kom der en der var gravid i uge 18 hvor de ikke kunne finde hjertelyd. Det havde hun prøvet 1 gang før, i alt havde hun haft 5 aborter, og 2 levende børn).

    Vi kom ind. Jeg blev scannet indvendigt. Der var ikke noget hjerte der bankede som jeg havde håbet, man kunne knap nok se noget barn, på trods af at jeg dagen efter skulle være 13 hele uger henne.
    Det var virkelig slemt at få at vide at barnet havde været dødt meget længe . Jeg var jo for fanden vokset. Min mand kunne se det, sågar andre har sagt at de kunne se det på min mave… Og det var ikke fordi jeg havde taget på. Jeg havde tabt 4 kg. Mine bryster var stadig ømme. Godt nok havde jeg ikke kvalme så længe, men jeg nød bare at havde det godt i denne graviditet…

    Jeg følte virkelig at verden faldt lidt sammen, at min krop havde svigtet mig… En ting er at barnet sikkert ikke har været rask nok til at leve, men hvorfor kunne min krop ikke bare selv udstøde det… Den må have været død i 1-1 ½ måned. Jeg har selv lidt på fornemmelsen at den er gået til omkring uge 7-8 stykker… (min mand her senere fortalt at de mente ca uge 7 på sygehuset)

    Jeg græd ikke i det øjeblik, men der gik noget i stykker inden i mig.
    Så skulle vi snakke om udskrabningen som skulle ske dagen efter. Der brød jeg sammen. Alle vores planer og drømme smuldrede i hænderne på os… Lægen fortalte os at man næsten helt sikkert ikke kunne finde ud af hvorfor det skete…
    Vi fik tid til udskrabning dagen efter. Vi skulle komme kl. 9, men de kunne ikke sige hvornår jeg kunne blive opereret. Vi tog hjem. Det føltes som om at vi bevægede os i en boble. Jeg græd og græd og græd og græd. Og sådan blev det ved resten af dagen. Desuden havde jeg flere smerter i underlivet end jeg havde haft før. Men jeg blødte stadig ikke ret meget (jeg har på intet tidspunkt før udskrabningen haft brug for at gå med bind). På et tidspunkt kom der en lille bitte klump ca. på str. med en ½ lillefingernegl som kan have været noget fra livmoderen, men det er det eneste min krop selv udstødte…

    Søvn blev det ikke til meget af.

    Onsdag, hvor jeg skulle have været 13 fulde uger henne, var vi på sygehuset kl. 9. Jeg blev indlagt og fik 4 piller med smertestillende medicin. Og så skulle vi ellers vente. Der var et par mere på den stue vi skulle være på, lidt træls, jeg ville helst have været alene.
    Kl. 13 blev jeg kørt ned på operationsgangen (der var kommet en akut baby ind så derfor blev det så sent fik vi at vide). Der ventede jeg lidt, hvor lang tid ved jeg ikke men det har nok været 10-15 min. Så blev der stillet en masse spørgsmål til mig, og der var nogle stykker der kom for at præsentere sig.
    Så blev jeg kørt hen ved siden af operationsstuen og så skulle jeg gå ind på selve operationsstuen. Jeg kom op at ligge på ”briksen” og fik underbukserne af (var kommet i sygehustøj med det samme jeg blev indlagt) under et tæppe. Så skulle jeg igen igen igen fortælle mit navn og cpr. Nr. Og så fik jeg forklaret hvad de gjorde. Jeg fik med det samme lagt drop som først afgav saltvand (mens de forklarede nogle ting). Så fik jeg noget smertestillende via drop, der gjorde mig helt tung i kroppen. Der var en god stemning på stuen, så jeg følte mig meget tryg. Fandt også ud af at en af sygeplejerskerne kender min moster (hun havde hørt mit mellemnavn før) som også er sygeplejerske.
    Efter det smertestillende fik jeg narkosen. Så fik jeg at vide at jeg skulle tænke på noget godt for så ville jeg have gode drømme imens indgrebet stod på, så jeg tænkte naturligvis på min dejlige datter.
    Jeg fik at vide at jeg ville sove i ca. 15-20 min. Jeg kan huske at jeg har drømt, men hvad kan jeg ikke huske.

    Det første jeg gjorde da jeg vågnede af narkosen (da jeg blev lagt over på min seng på operationsstuen) var at græde af smerte. Jeg havde så ubeskrivelig ondt i underlivet. Jeg tror nok at jeg fik noget mere smertestillende via droppet, men jeg ved det ikke helt sikkert. Var lige vågnet og var derfor lidt uklar.
    På vej op på G2 (der hvor jeg lagde på stue) begyndte jeg at kunne åbne mine øjne igen (kan anbefale at ligge på siden mens man bliver kørt for så bliver man ikke nær så rundtosset).
    Kl. 14 var jeg tilbage på stuen og sammen med min dejlige mand igen… Men jeg havde bare stadig så pokkers ondt (helt ned i lårene og i lænden, faktisk som efterveer). Jeg fik derfor en smertestillende stikpille.
    Jeg var hurtigt helt vågen. Stikpillen virkede ikke specielt godt og derfor tøvede sygeplejersken med at give mig noget mad (hvis nu det var nødvendigt at få en læge til at kigge på mig), men mad fik jeg. Jeg fik også hurtigt pølet 6 glas drikkelse ned. Jeg var bare så sulten og tørstig. Jeg fik 2 stk. smørrebrød som jeg måtte få min mand til at skære ud, for det gjorde ondt i hånden med droppet når jeg skulle bruge den åndsvage plastik kniv.

    Smerterne var blevet bedre da jeg havde spist.
    Jeg var meget utålmodig efter at blive udskrevet, så droppet blev slukket og jeg fik det i hånden så jeg kunne komme på toilettet (skal tisse inden man må blive sendt hjem). Det var på vaklende ben, men jeg klarede det. Så jeg fik lov at komme hjem.
    Kl. 15 stod vi ude ved bilen (som i øvrigt havde fået en bøde på 510 kr. mens vi havde været indlagt, parkeringsmulighederne ved Aalborg Sygehus er tåbelige og helt til grin), og jeg besluttede at jeg gerne ville besøge Helle kort inden vi skulle hjem, så det gjorde vi.

    Det var dejligt. Også selv om det var på meget vaklende ben, godt jeg har min faste støtte (min mand). Hvordan jeg så så ud da jeg kom det kan Helle (pivpiv som også er herinde) vist bedst berette om…
    Bagefter tog vi hjem til min mands mormor (der var min svigermor og Gry var) for at spise. Men det fortrød jeg mange gange. Alle de kommentarer som vi helst vil undgå kom bare… Vi er jo så unge, vi skal nok få en baby engang, der er så mange andre der har prøvet det, man skal lade være med at glæde sig for tidligt (det vil så sige at det åbenbart skal vare MEGET lang tid før vi kan glæde os næste gang), og alt sådan noget… Og hun gentog dem igen og igen og igen… Hold kæft hvor gjorde det ondt…

    Så blev det torsdag. Kors hvor havde jeg ondt i underlivet og de almindelige smertestillende virkede ikke (det gør de sjældent på mig). Jeg havde valgt at holde ved min tid ved frisøren kl. 9, så vi tog af sted selv om lysten til det var meget lille.
    Det endte selvfølgelig også med at jeg tudede lidt ved frisøren. Hun kunne jo så let som ingenting se at jeg ikke var frisk så hun spurgte hvad der var galt.
    Efter turen ved frisøren (kan da fortælle at jeg blev klippet og lysnet) tog vi ned i en smykkeforretning, for jeg havde en af dagene inden (tror det var dagen for udskrabningen) fået et billede af en halskæde med guldkors i, i hovedet. Og det billede blev ved med at komme så jeg måtte bare have det kors koste hvad det ville… Så nu har jeg et smukt men enkelt guldkors om halsen hele tiden. Jeg kan ikke helt forklare hvad korset betyder for mig, synes det lyder forkert hvis jeg siger det er en erstatning for den graviditet jeg savner, for det foster der nu mangler i min mave, men det er på en måde det som det er. Det er et minde om hvad der kunne have været og en form for sølle erstatning. Jeg kan ikke forklare det, men håber at der alligevel er en der ved hvad jeg mener.
    Om aftenen skulle vi endelig hente Gry (havde sådan savnet hende) og desuden spise hos Anders’ mormor… SUK. Der endte jeg også med at sidde og tude. Det gik ellers så godt, men så fortsatte hun i samme rille som dagen før. Og det værste var næsten at Gry også var der. Vil helst ikke græde for meget foran hende. Vil helst holde mig stærk foran hende, hendes liv skal jo også gå videre og jeg synes ikke hun kan være tjent med en mor der konstant sørger over noget der kunne have været.
    Jeg havde temmelig ondt hele dagen.

    Fredag havde Anders Gry med til læge. Hun skulle til 2 års undersøgelse.
    Hun vejer nu 12,1 kg og er ca. 87 cm. De havde lidt problemer med at måle hende. Når hun endelig stod med fødderne helt ind til væggen stillede hun sig på tæer *SS*. Alt er helt normalt med hende.
    Synes hun er i udvikling med hendes sprog lige for tiden og vi kan bedre have en form for samtale med hende. Hun forstår næsten alt hvad vi siger.
    Stadig ingen forklaring med hendes tendens til at få blå læber, for hendes vejrtrækning er fin samtidig. Og hendes lunger og hjerte lyder normal.

    Nede ved lægen spurgte Anders også om det kunne være rigtigt at vi skal vente 3 mdr før vi må forsøge at blive gravide igen. Det er det heldigvis ikke. Efter den første mens skulle det være ok, håber bare den kommer hurtigt.
    Jeg må bade i vandland, karbad osv, dyrke sex o.l. når sårskorperne er faldet ud, hvilket skulle ske ca. 9-10 dage efter udskrabningen. Det ser jeg også frem til.

    Ellers er alle dagene gået med flere tudeture om dagen, dårlig søvn, forsøg på at holde modet oppe for Grys skyld, forsøg på positive tanker om ting som alligevel ikke ville betyde noget hvis bare jeg stadig havde været gravid med et sundt og rask barn, brunt udflåd, en smule smerter fra underlivet, og hvad der ellers hører med.
    Jeg har siden scanningen haft alle mulige billeder fra forløbet i hovedet… Især billedet fra scanningen bliver ved med at køre i mit hoved.

    Jeg har med vilje ikke rettet i den… Det der står her er det jeg skrev ned, tror det var en uge efter jeg begyndte at bløde eller også var det ugen efter udskrabningen.

    Under alle omstændigheder er jeg glad for at jeg har skrevet det hele ned, for jeg vil gerne kunne se tilbage på det. Det lyder måske underligt, men hvis jeg nu kan hjælpe andre på en eller anden måde med at jeg har skrevet vores forløb ned, så er det rart.

    #6278335
    EviLChiCk
    205 Indlæg

    Jeg har fået en abort i 10 uge 🙁
    Da der ingen liv var til NF…
    Det var skisme hårdt…
    Er så gravid nu og alt går super 😀
    Meen var godt nok bange de første mange uger

    #6278336
    Anonymous
    51552 Indlæg

    Jeg har mistet 4 gange ved spontan abort. “Heldigvis” har det altid været tidligt og derfor inden uge 7.

    #6278337
    Anonymous
    51552 Indlæg

    Jeg har også mistet 4 gange ved spontan abort… Dog kan det jo diskuteres hvor meget abort der er over det hvis det sker meget tideligt i graviditeten, så kan det jo lige så godt være fordi æget ikke har sat sig fast…!

    Men 3 gange før 6. uge og en gang i uge 10… Mener jeg, jeg ha valgt at komme hurtigt vidre, og i dag tænker jeg faktisk ikke ret meget over det.. nok fordi jeg nu er gravid med en baby, jeg VED bliver til en baby 🙂

    Det er selvølgelig super hårdt at miste lige meget hvordan, MEN hvis man mister ved en spontan abort, så er der en go grund til det.. Lige meget om man kan li det eller ej.. ..!

    #6278338
    KT_16
    3 Indlæg

    Jeg mistede i midten af august det der skulle være blevet til et barn. Jeg var ca. 3 uger henne, men gud hvor gjorde det dog ondt både følelsesmæssigt og kropsmæssigt.

    #6278339
    Gitte82
    1227 Indlæg

    Det gør mig ondt for jers tab 🙁 🙁
    Har aldrig selv fået en abort eller tabt et barn 7-9-13

Viser 15 indlæg - 76 til 90 (af 123 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.