Forum-svar oprettet
-
Indlæg
-
jeg er jo ny og kender ikke din historie. Ville bare tilkendegive, at jeg har læst dit indlæg, og føler med dig.
der er bestemt intet galt i at føle som man gør, eller at filosofere over livet. Og din datter skal altid være i dit hjerte, og skal ikke glemmes eller pakkes væk.
sender et kram i din retning i håb om lysere tider.Det er absolut fuldstændig normalt det du oplever. Det viser bare at du er en mor med alt, hvad det indebærer af glæde og sorger.
Jeg har haft det da min barsel sluttede og de skulle i dagpleje, men bestemt også da de skiftede til vuggestue og fornylig børnehave. De der spring gør mig vemodig, fordi det vidner om at nu er den epoke forbi. Det gør mig også ængstelig, fordi hvordan klarer de sig nu det nye sted.
Det er vemodigt og glædeligt på samme tid – en mærkelig følelse.
Håber at indkøringen kommer til at forløbe planmæssigt. Du skal naturligvis forvente, at han kan blive ked af det, når han om nogle dage skal til at sige farvel til dig i vuggestuen. det kan måske være en hjælp at vide, at ved langt de fleste børn, så stopper de med at være kede af det lige så snart deres forældre er ude af syne, og giver sig i stedet til at studere omgivelserne. I de tilfælde er det også rigtig rart og også helt okay at ringe til vuggestuen, når du kommer hjem, og høre hvordan det går. Det er altid rart lige at få at vide, at nu leger han.
Jeg har ingen personlig erfaring med min mand på det område.
Men jeg har en veninde, hvis kæreste nok havde en form for depression. Når jeg skriver nok, er det fordi den aldrig blev diagnosticeret, men vi talte meget om hans måde at agere på var aparte. Ikke mindst set i det lys at det var en absolut ønskebarn, som var kommet til verden med hjælp af kunstig befrugtning. Så det havde været en længere proces. Depressionen kom bl.a. til udtryk ved, at han ikke kunne overskue situationen og at han derfor trak sig både i forhold til babyen og til moren. han udviste ikke den glæde, man normalt ville forvente.
Min veninden gjorde dét, at hun forsøgte at inddrage ham i samspil og så videre, og gav ham ros både indirekte og direkte, således at han opbyggede en tro på egne kompetencer.
Som kvinde vil man nok ofte have en tendens til at tænke “ej, han kunne da også godt lige være lidt behjælpelig, eller er han bare ligeglad med os,…”
Jeg tror egentlig at fænomenet hyppigere forekommer end man er bevidst omkring, og at der går mange nybagte fædre rundt som har en form for depression i forhold til det at være blevet far.
men som ved alle andre typer af depressioner, kan det nok også komme til udtryk på mange måder.@Kristy wrote:
twinmum: mener bestemt ikke Danmark er et reelt multikulturelt samfund – hverken på lovgivning eller andre punkter.
God pointe med DF – Søren Krarup mente jo for nylig revselsesretten burde genindføres. Han havde ikke slået sine egne børn, det var jo bare fordi de var så søde altid, men han mente bestemt det var vejen frem. Øh?og dertil kommer jo også, at det ikke ubetinger handler om kultur, når man slår.
Flere studier viser jo eks. at forældre med ingen eller kortere uddannelse hyppigere bruger fysisk magt i børneopdragelsen end forældre med en længerevarende videregående uddannelse. Dermed er det en social faktor. Og hvis man selv er blevet slået, er der større risiko for at bære den videre osv.
Og tilbage til jens og muhammed, som så blev så forskelligt behandlet i skolen og Jens endte op som læge, men Muhammed endte på en fabrik som ufaglært, fordi han ikke lærte at læse og skrive rigtig på dansk. Det kan godt være Muhammed slår sit barn, men det er ikke kulturelt, det er en social faktor.
Og selvfølgelig er det set på den generelle – heldigvis er det jo ikke sådan at alle ufaglærte eller mennesker med kortere uddannelse, slår sine børn – men det bare en medvirkende faktor.men det er også lidt et sidespring. Men det viser bare ret godt, at man sagtens kan have en fordom omkring fysisk magt i andre kulturer, og tro det er kulturen, hvor det i virkeligheden handler om andre faktorer i lige så høj grad.
jeg vil da gerne stille spørgsmåltegn ved om Danmark er et multikulturrelt samfund?
Den gængse definition er at et multikulturrelt samfund, består af flere kulturer som på lige vilkår kan udøves i et samfund.
Jeg mener ikke at den danske lovgivning og det danske samfund anno 2009 lever op til en sådan definition.
Tag eks. modersmålsundervisningen, som ikke er lovpligtig for kommunerne at yde. Der er meget evidensbaseret viden omkring at modersmålstilegnelsen forudsætter god tilegnelse af andetsproget. Og trods det yder man ikke i alle kommuner denne støtte. Den er sparet væk. Ergo yder vi ikke lige vilkår for jens og muhammed, når det drejer sig om de langsigtede perspektiver på en lang række områder. Lad mig tage muligheden for at gennemføre en længere videregående uddannelse. Noget som jeg mener må være helt fundementalt, når vi taler om lige vilkår til at klare sig i et vidensbaseret samfund som Danmark.Og det synes jeg er forkert.Dog mener jeg heller ikke at det på alle områder er ønskeligt, at Danmark skal blive multikulturrelt i den henseende at vi lovgivningsmæssigt på alle områder ligestiller alle kulturer.
En sidebemærkning: hvilke kulturer er det i øvrigt, der slår deres børn? En helt ny undersøgelse viser at 20& af DFs vælgere er tilhængere af at slå børn, mens en anden ny undersøgelse viser at en større procentdel af nydanskere end oprindelige danskere mener det er forkert. Så hvem er det lige der slår. Det er vist danskerne. eller?
