Adidas er klart de flotteste. Jeg synes de nederste ligner noget til små piger og dem i midten er lige en tand for “kras” til min smag 🙂

Jeg er helt enig. Hellere leve et super godt liv til man er 30år med forældre i Danmark, og den ene så dør af følgesygdomme grundet fedme, end at leve 18år på et kinesisk børnehjem, hvor man får tapet sutten fast når man skriger.. Man udsætter jo ikke barnet for fare ved at man selv er tyk. Det smitter jo ikke 🙂

Mathias smilehuller i de buttede kinder 🙂 og så hjælper det jo også, at han er glad og smiler næsten hele tiden.

Jeg synes du skal vente. Grunden til du vil have en mere, kan jo have noget med savnet af dit første barn at gøre- og det er jo ikke det bedste udgangspunkt.
Derudover tror jeg det vil være rigtig rigtig svært for den evt nye at acceptere, at storesøster/bror kommer hjem på et tidspunkt. Det vil være meget forvirrende for et barn, der pludselig er den mindste og skal dele forældrene med en anden.
Jeg synes som de andre, du hellere skal sætte alle krafter ind på at få dir barn hjem først.

Jeg tror måske godt, at det kan ligge lidt i generne om man er en “god føder”. Men det er nok ikke det eneste, der tæller 🙂 Umiddelbart kunne Mathias fødsel godt minde om min: min mor vidste ikke om hun havde veer- det var jeg heller ikke sikker på, veer i max 10 timer i begge tilfælde og presseveer havde min mor vist i 20min, og jeg havde i 15min.

Jeg har intet råd, men kan da berolige dig med, at jeg i starten af graviditeten var mega bange i midten tænkte jeg ikke så meget over den, og hen mod slutningen kom frygten tilbage. Men da jeg kom til fødslen, var jeg overhovedet ikke bange. Jeg tror det kommer helt automatisk, at når man får de første veer, så er man ikke bange- mere spændt og så bruger man sine krafter på at finde stillinger, hvor veerne ikke gør ondt i stedet 🙂

Ellers er et råd, der dog ikke er afprøvet, at du skal gøre op med dig selv- fortælle dig selv, at du altså skal gennem en fødslen, om du vil det eller ej. Der er bare ikke noget at gøre- basta! Tag en dyb indånding og “dyk ned”. Og så i stedet for at være bange, kan du måske bruge energi på, at tænke over hvordan du vil takle selve fødslen.
Og jeg lover dig, at bagefter tænker du bare- var det det? Var jeg virkelig så bange for det??

Min søn endte med at hedde Mathias, ret kedeligt og trivielt, men han ligner altså sådan en. Før fødslen havde jeg tænkt på Vitus (som han hedder til mellemnavn), Noah, Wallintin og til en evt pige var det Karla, Rakel og Anatasja (som vist ikke er godkendt).